opus cdUnikt OPUS fra ambitiøse Afenginn

I midten af maj udkom Afenginns sjette album – denne gang intet mindre end et dobbeltalbum. Man kan roligt sige, at det heller ikke er nogen helt almindelig dobbelt-CD, for det er tænkt og skrevet som en symfoni. Bandet udtrykker selv, at ”det er som af spille bold op ad den symfoniske form”. Ja, mon ikke, og de gør det så vanvittig fint.

OPUS består af fire satser med i alt 84 minutters musik, der har hvert sit tema med elementer af både folkemusik, klassisk og i det hele taget bare – ja, musik. Samtidig hænger de fire stykker naturligt og smukt sammen, og lytteren bringes i en meditativ, men alligevel årvågen, opmærksom tilstand. Hvad sker der nu? Det stiller krav til lytteren, men lader hende også bare nyde og flyde med på de rolige, minimalistiske momenter og hymniske højdepunkter med højt til loftet, mange lag i musikken, accentueret af de mange skiftende instrumenter. Storladent og nærværende.

Finskfødte Kim Nyberg har skrevet musikken, og han ville skabe noget, der ”stikker dybere”, siger han. ”Pladen er et statement. Et modtræk til en verden, der accelererer med lynende hastighed mod stadig kortere opmærksomhed, der konstant bliver fodret med en utrættelig strøm af diverse feeds”.

OPUS er et statement – og er blevet til under ganske usædvanlige omstændigheder. Afenginn var på turné down under, da Kim Nyberg fik en skade i sit ene ben, som ikke tillod ham at rejse hjem. Han måtte blive alene i Tasmanien i 40 døgn, og mens han sad der, skrev han ”lige” en stor del af dette symfoniske værk. Det er indspillet i København med de fem musikere plus to nye trommeslagere/perkussionister og en række gæstemusikere i et stort, flot fællesskab.

Afenginn betyder på oldnordisk beruselse og styrke – og det er to meget vedkommende ord både i forbindelse med denne udgivelse og bandets tidligere. Kvintetten debuterede i 2002 og sparkede i høj grad den skæve balkanmusik ind på scenen. Med LUX, det forrige album fra 2013, bevægede de sig væk fra det, de selv kaldte Bastard Etno til mere at fungere som en form for klassisk ensemble med det nordiske som uomgængelig og stemningsbærende drivkraft. På OPUS består sangen af associative, surrealistiske tekster på et selvopfundet sprog sat sammen af latin, finsk, græsk, svensk og tysk. Det prikker til nysgerrigheden og passer til det musikalske univers, og der står faktisk i covernoterne, hvad lydene skal betyde. De er skrevet af Kim Nybergs finske ven, Timo Haapaniemi.

Afenginn er Rasmus Krøyer (klarinet/basklarinet), Niels Skovmand (violin), Erik Olevik (cello, bas, synthbas), Kaare Munkholm (marimba, vibrafon, piano) og Kim Nyberg (mandolin, piano + komponist) samt Knut Finsrud og Ulrik Brohuus (trommer, perkussion). Desuden Olavur Jákupsson (vokaler), Ale Carr (cittern), Katrine Grarup Elbo (vioin), Nordic String Quartet, Ketil Duckert (trompet, flügelhorn), Gustav Rasmussen (trombone, bastrombone, og Vokalselskabet Glas (kor).

OPUS er et karakterfuldt statement, som Kim Nyberg & Co. kan være stolte af.

http://www.afenginn.dk/