Benji Kirkpatrick, Saul Rose og Paul Sartin dannede trioen Faustus i 2006, og først nu kommer trioen, så vidt jeg lige ved, til Danmark på seks dages turne, som starter tirsdag d. 23. oktober i Huset i Aalborg.

De er ellers alle sammen meget kendte skikkelser i det engelske folklandskab og har hver især udrettet en masse musikalsk. Bl.a. har både Kirkpatrick og Sartin været medlemmer af det store, meget prisbelønnede, men nu nedlagte band Bellowhead, Kirkpatrick også af Seth Lakeman Band, Saul Rose i Waterson:Carthy og Whapweazel.

Faustus har trods en pause i 2008-09 udsendt tre albums, det tredje hedder Death and Other Animals. Alt, hvad man lige kan opsnappe om dem, vidner klart om de tre musikeres mange bedrifter, og de anses absolut for nogle af de ledende fra deres generation (de er født i starten og midten af 70’erne).

Nu får vi så glæden af dem på følgende spillesteder. Som nævnt Huset i Aalborg denne tirsdag, derefter Wintercoat i Sabro, Ingstrup Efterskole, fredag d. 26.11. Plexus i Herning, lørdag Haslev Folk Club og søndag 28. slutter DK-turen på Tøjhuset i Fredericia. De fortsætter til en mulig prisoverrækkelse i Tyskland (de er nominerede Malzhaus Plauen Preise) og spiller 10 koncerter i England i november.

Hvorfor nogle lige kalder dem Bloke Folk, skal jeg ikke kunne sige, men det skulle betyder ”folkemusik for rigtige mandfolk” – eller hvem ved, måske af rigtige mandfolk?  Nu findes der jo rigtig mange bands, som kun består af mænd, og som spiller ”håndfaste rytmer”, men pyt, måske spiller Faustus mere ’bloke folk’ end så mange andre. Det pirrer da i al fald nysgerrigheden. At de spiller virtuost på violin, harmonika (melodeon) og guitar/mandolin/bouzouki hersker der ikke tvivl om, og trioens harmonier er også flotte.

faustus

Faustus blev dannet i 2006fra venstre Benji Kirkpatrick, Paul Sartin og Saul Rose