Den store, amerikanske countrystjerne Rodney Crowell (øverste foto: Claudia Church) bliver et af de absolutte topnavne på Tønder Festival 2024 og er derfor med til at fejre festivalens 50-årsjubilæum, ligesom de øvrige navne, som netop i dag bliver offentliggjort. Jo, jubilæets program bliver uden tvivl med format. Jonah Blacksmith blev allerede i slutnovember publiceret som det allerførste navn. Det skete i forbindelse med en snarlig deadline for de billigste fire dages- partout-armbånd, som her i december og januar koster 1875 kr. og fra 1. februar og 1975 kr. Se flere priser på tf.dk.

The Hello Darlins Foto: James & Libertee May

Men nu begynder de mange navne også at strømme ind, og det er en blandet og alsidig fra hhv. USA, Canada, Australien, Skotland, Danmark og sandelig også en musiker fra Baskerlandet, nemlig Xabi Uburruzaga, som spiller trikitixa, diatonisk accordion (knapharmonika).

Rodney Crowell er årets amerikanske scoop, kendt som en stor sangskriver med dybe rødder i de amerikanske musiktraditioner med en imponerende karriere med mange førstepladser på hitlister, to Grammy Awards, seks Americana Awards og mange nomineringer. Den 73-årige sangskriver er selvfølgelig optaget i Nashville Songwriters’ Hall of Fame, og i 2017 modtog han Founder’s Award hos ASCAP (American Society og Composers, Authors and Publishers). Crowell er sangskrivernes sangskriver, og hans sange er indspillet af mange andre. Med sin ekskone Rosanne Cash har han indsunget flere populære duetter, og han har været med siden 70’erne og havde bl.a. Townes Van Zandt og Guy Clark som store inspirationskilder. Det seneste album i en lang række, ”The Chicago Sessions”, er kommet i år. Det har vist længe været ønsket at få denne legende til Tønder Festival.

Blandt de danske navne er den ”lokale hero” Jacob Dinesen, hvis karriere så sandelig også har kørt på skinnet lige fra starten i 2016, Han skal nok vække jubel hjemme i Tønder -ligesom alle andre steder i landet. I årene siden har Dinesen skrevet sange, turneret og indspillet seks album, som han har solgt mange af – og streamet 36 millioner gange. Jakob Dinesens solide rootsrock og americana, sunget med den der flotte, modne stemme, falder i smag. Nu er han snart klar med sit sjette album “The Waiting Game”. Her viser han nye sider af sin sangskrivning med ny selvindsigt, siger nu 28-årige Dinesen, som skal på en længere turné med albummet til foråret, og så gælder det TF-jubilæet, hvor han spiller med band.

Dan Sultan Foto: Grace Hunder

Syvmandsbandet Jonah Blacksmith har bare kørt vildt afsted med deres egen helt unikke musik, siden vi kunne opleve dem i Telt 1 i 2015 med en helt særlig opstilling midt i teltet og en ganske særlig, magisk stemning. Deres store, organiske sound og smukke melodier sætter virkelig ”the house on fire”, som deres måske største hit hedder. Det og flere andre er spillet utallige gange på ikke mindst DR’s P4. Jonah Blacksmith har spillet på TF siden, og de lover masser af ekstra krydderier (og gæster) i anledning af festivalens jubilæum. De populære thyboer vil blive budt voldsomt velkommen igen.

Jonah Blacksmith Foto: Per Dyrholm

I 2024 er det 20 år siden, at Hush udgav gennembrudsalbummet “A Lifetime”, og siden har de bare spillet og spillet og vundet stor popularitet. Dorthe Gerlach og Michael Hartmann skal på en jubilæumstur med dette album i fokus, og de agter at præsentere et helt særligt show på Tønder Festival, som de besøgte i 2017. Siden gennembrudspladen har de udsendt fire album mere og har et salgstal på 100.000 styk. Duoen og parret har været nomineret fem gange til Danish Music Awards. Som liveband har bandet turneret flittigt herhjemme foruden ude i Europa og i Canada med deres bløde og blide pop/country/folk formidlet af Gerlachs søde stemme. Hun udgav i 2015 soloalbummet ”Natlys”. Også Hush har tænkt sig at byde på overraskelser.

Jacob Dinesen Foto: Per Dyrholm

Fra Canada er aktuelt offentliggjort to navne, som ikke har besøgt TF før. Først banjospiller/guitarist og sanger/sangskriver Jake Vaadeland fra Saskatchewan. Han er kun lige 23 år og tordner frem på den canadiske scene med især sin trad-bluegrass-country og 50’er-rockabilly. Han er, som han selv siger og synger det ”en retromand med end retroplan”, og han bakker det op med sin vintage-tøjstil, som han har dyrket siden teenagetiden, og Jake Vaadeland bliver formentlig festivalens mest velklædte mand. Han har indspillet flere album og singler allerede og har modtaget to Saskatchewan Music Awards og fire Saskatchewan Country Music Awards. Seneste udgivelse er albummet “Everybody But Me”. Jake Vaadeland kommer med sit band The Sturgeon River Boys, og det tegner stærkt til at blive en oplevelse.

Det andet canadiske band er The Hello Darlins, som er et kollektiv af top-studiemusikere, der ret hurtigt har etablere sig som noget af en supergruppe med sangerinden Candace Lacina og keyboardspiller og producer Mike Little i front, men de medbriger et fem mand stort band. De har arbejdet med navne som Shania Twain og B.B. King. De to mødtes i 2016 og etablerede snart The Hello Darlins, der bevæger sig rundt i country, americana, blues, gospel. ”Go By Feel” fra 2021 med diverse andre musikere på blev en succes, siden er ”Sundust” kommet i 2023, og et nyt album skulle komme i 2024. Måske bliver The Hello Darlins nogle af vores nye darlings i jubilæumsåret.

Xabi Aburruzaga

Musiker og komponist Xabi Aburruzaga fra Baskerlandet er en anerkendt mester på det traditionelle baskiske instrument trikitixa (knapharmonika). Han begyndte allerede som barn at spille accordion og klaver og udgav sit debutalbum i 1999. Det blev godt modtaget, og hans seneste album er “Aurez Aurre”, et livealbum indspillet i maj 2023 på Campos Elisos Theatre i Bilbao med hans faste band og en lrække gæstemusikere. Albummet indrammer Xabi Aburruzagas mere end 20 år lange karriere, og han kommer vidt omkring med den baskiske folkemusiktradition som fundament og referencer til Galicien og Quebec. Han byder på både lballader og dynamiske, rytmiske numre. Med den ekvilibristiskspillede trikitixa i front. Aburruzaga er også en kendt underviser og har skabt sin egen skole for sit instrument.

Dan Sultan Foto: Grace Hunder

Og nu til et gensyn/genhør med skotske Elephant Sessions, der har besøgt Tønder Festival flere gange med deres moderne, skotske highland-musik. Bandet mikser traditionel folk, funk, electronica og meget andet til en potent neo-folk-cocktail, som et stort publikum i Storbritannien, det øvrige Europa og i Australien er vilde med, og hvor festen er en selvfølge. De fire musikere er Euan Smillie, violin, Alasdair Taylor, mandolin, Seth Tinsley, bas/synth og Greg Barry på trommer. Der suppleres med i høj grad samples, og det kan blive ret vildt og voldsomt med en kæmpe sound. Elephant Sessions har vundet en del priser siden deres debut i 2014 med ”The Elusive Highland

Beauty”: BBC Scots Trad Award, Album of the Year og i 2018 Live Act of the Year. Seneste album er “For The Night” fra 2022.

Jake Vaadeland

Et gensyn får vi også med Dan Sultan fra Australien, som besøgte Tønder i 2019, hvor han optrådte solo. Denne gang kommer han med band. Sanger, guitarist og sangskriver Sultan udgav sit første album “Homemade Biscuits” i 2006, og siden er kommet en lang række udgivelser, koncerter både solo og med band, international anerkendelse, priser og prisnomineringer. Han musik har en solid bund af soul, blues og rock, og han rammer både det lavmælt følsomme og det mere rå og rockede soul-udtryk. Hjemme har han modtaget hæder fra National Indigenous Awards, som fokuserer på musik fra landets oprindelige folk, aboriginerne, som hans mor er. På sit nyeste album fra i år, som blot hedder “Dan Sultan”, er han, siger han selv, kommer tættere på det menneske, han er Her glædes han over bl.a. familielivet og livet som far til to små børn.

Det gælder for alle de udenlandske navne, at de spiller på Tønder Festival som den eneste danske festival. Og husk at TF fra 2024 løber fra onsdag til og med lørdag, dvs. d. 21. til 24. august.

Elephant Sessions Foto: Ryan Buchanan