Festlighederne i Aarhus begynder 30. september og slutter 8. oktober.
Det kommer til at foregå på spillestederne Gyngen, Atlas, Studenterhus Aarhus, Fairbar, Café Vestergade 42, Antropologisk Kulturhus, Salonen, Waxies, Musikhuset Aarhus, Wintercoat, Rudolf Steiner Skolen og en dagligstuekoncert i Stautrup.

Der åbnes lørdag med traditionel spillemandsmusik og mulighed for folkedans i Studenterhus Aarhus. Her afsluttes aftenen med festlige Trolska Polska. De følgende dage får det århusianske publikum chancen for både at opleve traditionelle folkemusiktoner, men også i mange forskellige varianter.

Elmøe & Hoffmann

Mandag kan den unge trio Hvalfugl opleves i fælleshuset i Stautrup, og tirsdag præsenterer Gyngen Nevestas Voice, mens der onsdag er hele tre arrangementer. Her giver spillemanden Carl Erik Lundgaard (kendt fra Lang Linken) et musikalsk foredrag på Gyngen. Så kan man vælge mellem Music Spoken here, Vingefang eller Trio Svin torsdag aften.

Dagen efter skal der igen træffes et valg. Musikskolerne Laura og Musika giver koncert om eftermiddagen, ligesom man kan møde Gangspil og Wenzell & Bugge på Gyngen. Der er tre aftenarrangementer: Wintercoat præsenterer de tre kvindelige musikere fra Norrøn, troubadouren Christian Gleesborg synger og spiller på Gyngen, mens det unge ”folk bigband” Mynsterland er på Atlas.

Denis McLaughlin

Der er flere unge musikere på lørdagens program, når ROD spiller på Gyngen om eftermiddagen og afløses på scenen af Elmøe & Hoffmann plus svenske Hoven Droven om aftenen. Klezmer Duo spiller i Antroposofisk Kulturhus i Højbjerg om eftermiddagen.

Så er det ved at være sidste udkald for årets festival med Denis McLaughlin and Friends søndag 8. oktober ved middagstid i Musikhusets foyer, og endelig kan man opleve irsk jam om eftermiddagen på Waxies.

Så alt i alt er der mulighed for at få mange spændende oplevelser fra mange forskellige grene af folkemusikkens forunderlige verden. Festivalorganisationens vision med at udbrede kendskabet til folkemusik og de beslægtede genrer, og samtidig udvikle og styrke de lokale vækstlag må siges at fortjene at lykkes.

 www.aarhusfolkfestival.dk