Det var ikke kedeligt på "Vinterfolk"!

Det var ikke kedeligt på “Vinterfolk”!

Weekendens workshop under titlen Vinterfolk kom til at leve op til navnet. Lørdag morgen kunne de ca. 35 børn og unge mellem 12 og 25 år vågne op til et kønt snelandskab ved Århus.

rethink folkWorkshoppen med de dobbelte prisvindere fra DMA Folk 2014 Habadekuk som undervisere blev afviklet på en halvkold, nedlagt skole i Vejlby. Men det varede ikke længe, inden temperaturen kom mange grader i vejret, da den smittende, medrivende og glade folkemusik genlød i lokalerne og i den smukke aula.

Habadekuk stillede med fire mand de første to dage, og deres svingende, fejende, alsidige og store musikalitet udfordrede de unge musikere, som kunne deltage uanset om de havde spillet et halvt eller 10 år. Der var stort flertal af violiner, og ellers var celloer, tværfløjte, trommer, klarinet, harmonika og guitarer repræsenteret. Det hele blev styret og tilrettelagt til alles tilfredshed af Jens-Ulrik Kleemeyer fra Skanderborg Musikskole. Han guidede alle smidigt gennem weekenden og fortalte om arrangementet:

Jens-Ulrik Kleemeyer

Jens-Ulrik Kleemeyer

”Baggrunden for Vinterfolk er første sten, vi lægger frem mod Rethink Folkmusic i forbindelse med Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017, der er kommet på benene i samarbejde sammen med mange aktører. Her i weekenden har Habadekuk som instruktører gjort det virkelig godt med både med at få formidlet dansk folkemusik, noget dans og en masse andet. Og det er fantastisk at se, at der kun en enkelt gang er blevet et printet noder ud.”

Jens-Ulrik Kleemeyer forklarer videre: ”Vi håber, at det er noget vi kan gøre hvert år, i hvert fald til og med 2017, hvor det kulminerer om sommeren. Her vil vi inviterer folk fra andre lande, og så vil vi forsøge at lade de unge mennesker arbejde med den musik, som jo er i den kulturarv vi alle bærer rundt på. Jeg tror, det er meget rart, at man kan gribe tilbage og finde de rødder, som får fat i noget historisk, og som man kan spejle sig i. For ellers kan tingene blive meget diffuse. Det med at danse var for eksempel noget af det mest interessante for de unge mennesker, da de ikke kendte det i forvejen. I går dansede vi fra kl. 21 til 23.30, og den måde at være sammen på tror jeg ikke mange andre musikarter har med samme kropslige tilhørsforhold til den musik, man spiller.”

Alberte og Ingrid fra Fanø.

Alberte og Ingrid fra Fanø.

Der var en del gengangere fra sidste år i Tranbjerg, bl.a. Alberte og Ingrid fra Fanø, som fortalte: ”Sidste år var vi ikke lige så mange på vores alder som i år, og det er med til at skabe lidt mere. Så det er dejligt, at der er kommet flere til. Det har været mere afslappet i år, selv om det også var afslappet sidste år, men det er meget anderledes i år og ikke på nogen dårlig måde. Nu har vi jo spillet i et år siden, så vi har lært lidt mere, men musikken har nogenlunde samme sværhedsgrad i år. Forskellen har nok været, at Habadekuk spiller lidt mere højt og livligt, og der er mere tryk på end Dreamers’ Circus sidste år, men de var også meget dygtige og havde også en helt speciel måde at spille på. Så vi er klar til at komme igen næste år, da det hele har været godt og meget fint organiseret begge år.”

Seana Thompson

Seana Thompson

Der deltog også en amerikansk pige på workshoppen. 23-årige Seana Thompson fra Californien er i Danmark i et år, efter at hun sluttede sin Bachelor of Music i cello ved University of Redlands, og hun var også begejstret for den danske musik.

” Jeg har kun været i Danmark siden nytår og skal være her i næsten et år. Jeg spiller i en duo med min ældre søster, fortrinsvis ved huskoncerter, til bryllupper og andre private sammenkomster. Og jeg nyder at spille huskoncerter, fordi man er så tæt på sit publikum, og man kan både se og høre deres reaktioner øjeblikkeligt. Musikken i Danmark har visse lighedspunkter med den, jeg kender, og jeg nyder at spille musikken, for her er alle åbne, og man føler sig velkommen. Habadekuk kendte jeg intet til i forvejen, men de er virkelig dygtige. Jeg forstår ikke altid, hvad de siger, men kan føle det gennem musikken. Jeg har nydt at spille med dem og har lært meget af dem.”

Det hele sluttede søndag eftermiddag med en mere end fem kvarter lang koncert, hvor workshoppens deltagere både spillede selv og sammen med Habadekuk, som var fuldtallig med otte  medlemmer søndag. De også gav en håndfuld numre fra deres repertoire til stor glæde både for de unge musikere og for de næsten 100 fremmødte publikummer.

Rasmus Fribo for fuld udblæsning.

Rasmus Fribo for fuld udblæsning.

Rasmus Fribo fra bandet kunne også gøre status efter et par spændende dage: ”Det er gået over al forventning, da det jo stadig er et ret nyt projekt. Så ingen af os vidste, hvordan det ville spænde af. Men alle har været meget dygtige og koncentrerede, og det er gået fint både socialt og musikalsk. Som band har det givet os en masse tid sammen til at nørde en masse ting, og vi har haft den store glæde at spille sammen med en hel masse dygtige unge mennesker, som virkelig bare vil fyre den af. Og aldersspringet fra 12 til 25 betyder ikke noget. Det har fungeret meget godt, og der har været en stor samhørighedsforhold i hele gruppen. Men det har været et meget intensivt program. Efter lidt spil fredag aften spillede vi lørdag fra morgen til middag og så efter en lille pause til langt ud på aftenen, og så her søndag har vi haft generalprøve inden koncerten. Alle har været fuldt optaget og engagerede, og det har imponeret mig meget.”

Så man kan kun se frem til både 2016 og ikke mindst 2017 med store forventninger, hvor Rethink Folkmusic kulminerer.

Forventningsfulde unge ved starten på Vinterfolk fredag, inden varmen, glæden og musikken bredte sig.

Forventningsfulde unge ved starten på Vinterfolk fredag.