Så er vi kommet godt i gang med 2015, og den første festival -Strib Vinter Festival – er blevet afviklet med stor succes. Og som året går vil vi som altid få besøg af diverse udenlandske bands. Her er nogle af dem:
Første store koncertturné er med den amerikanske kvartet Hayseed Dixie, som gæster Danmark onsdag 4. marts med første koncert på Posten i Odense. De efterfølgende dage gælder det så Tante Olga i Randers, Tobakken i Esbjerg og Aalborg Studenterhus, inden turneafslutningen i KB18 i København søndag 8. marts. Bandet, som netop har udgivet det nye album ”Hair Down To My Grass,” har været på tur i Europa siden 11. februar og har besøgt Tyskland, Østrig, Italien, Belgien, Frankrig og Holland. De fire musikere ligger ikke på den lade side. Der bliver mulighed for at møde bandet igen 27. august på årets Tønder Festival.
Veteranerne fra Fairport Convention er næste besøgende band på de danske spillesteder. De lægger ud i Bjerringbro 20. marts, og efter en enkelt afstikker til Lübeck kommer de til Fredericia, Ballerup, Store Heddinge, Galten, Randers, Brovst og til sidst Højby, hvor der allerede er meldt udsolgt til koncerten. Det populære band fortsætter til egne græsgange i England med ikke mindre end 43 koncerter, og så skal de garvede musikere være klar til deres egen festival i Cropredy 13. -15. august.
Den populære canadiske sangerinde Melanie Dekker begynder en længere turne tirsdag 3. marts i Tyskland og efter 22 koncerter syd for grænsen, med en afstikker til Tjekkiet en enkelt dag, og lige et smut hjem til Richmond en dag, står hun klar i Ebeltoft Kulturhus tirsdag 21. apri. Hun fortsætter til Thisted, Næstved, Augustenborg, Hørve, Kolding, Sabro, Kolind inden sidste koncert på dansk jord i denne omgang i Støvring 30. april. Derefter følger endnu 13 koncerter i det tyske, hvorpå hun dukker op igen i begyndelsen af juli til årets Skagen Festival.
Sommertiden bliver Oysterband-tid. 2. juli går den karismatiske forsanger John Jones og bandet på scenen i Kolding og fortsætter til Skagen, hvor der er koncerter både 3. og 5. juli med en afstikker til Tunøfestivalen på ”fridagen” i det nordjyske, nemlig 4. juli.
Til efteråret dukker Wolfstone op igen, og Duncan Chisholm og co. begynder i Aalborg 10. november. Derefter tager de en tur til det vestjyske, hvor Tobakken i Esbjerg gæstes, for så at skifte til den modsatte side af Jylland og spille i Sønderborg dagen efter. 13. november gælder det Rampelys i Silkeborg, og efter et smut til Vershuset i Næstved afsluttes koncertrækken i Det Bruunske Pakhus i Fredericia 15. november.
Men der kommer selvfølgelig mange flere i løbet af året. Følg rootszone.dks kalender for yderligere oplysninger.