Det musikalske samarbejde mellem den danske kvartet Phønix og den kinesiske guzhengspiller Sangka fortsætter. Phønix er netop hjemvendt efter en lille, men meget succesfuld turné til Guangdong provinsen i det sydlige Kina, hvor de spillede i de to byer Guangzhou og Shantou sammen med Sangka.
Det danske folkband mødtes for første gang med hende i 2014, og efterfølgende er det blevet til ca. 25 koncerter i Danmark, og derfor var det naturligt at præsentere projektet med dansk og kinesisk folkemusik i Kina. Da det kulturelle møde mellem dansk og kinesisk musik blev vel modtaget af både publikum og arrangører, blev der allerede under turnéen lagt planer for en ny Kinaturné, som måske skal finde sted i slutningen af 2017.
Efter at have spillet flere skolekoncerter sammen i Danmark var det oplagt også at afprøve musikken på kinesiske skoler. Men skolerne i Kina har slet ikke tradition for at have koncerter, så det var også første gang at Sangka spillede på en kinesisk skole.
For den lokale koncertagent krævede det også et stort ekstra arbejde at få lov til at afvikle en koncert på skolerne, men både børn, lærere og skoleledere var meget overraskede og begejstrede for koncerterne. Blandingen af kinesisk og dansk musik, mixet med Phønix energiske og direkte koncertstil, gik rent ind. Den danske skolekoncertkultur er en af de mest veludviklede i verden, og der er helt sikkert et kæmpemæssigt udviklingspotentiale i Kina, som Phønix agter at bidrage til med en masse koncerter og inspiration til kineserne i de kommende år.
Men inden da kan vi herhjemme glæde os over, at Sangka kommer tilbage til Danmark for at turnere og lave CD-indspilninger med Phønix allerede i marts 2017.