CARL1Torsdag 16. april blev Carl Prisen uddelt i 14 kategorier. Det er tredje gang, at DMFF, Dansk Musikforlæggerforening, på denne vis hylder danske komponisters og tekstforfatteres arbejde inden for et bredt spekter af musikgenrer. Prisen er opkaldt efter Danmarks store komponist Carl Nielsen, som netop i år, 150-året for hans fødsel, fejres i særlig grad. DMFF stabler en flot prisuddeling og fest på benene hvert år i april, og det er priser, som musiklivet har taget til sig med stolthed.

niels skousenPernille Rosendahl og Mikkel Lomborg (kendt af alle børn som Hr. Skæg) var de veloplagte konferenciers, og indimellem uddelingerne var der naturligvis musikalske indslag. Et af dem leverede Niels Skousen, der også var nomineret som årets tekstforfatter – det samme var Jens Unmack og Jacob Bellens. Og det blev Niels Skousen, der løb med prisen til enormt bifald, også for en sang fra albummet ”Smil eller Dø,” hans ottende soloalbum. Gaffa skrev, da det udkom, at ”det er en befrielse at lytte til en sangskriver, der er rundet af alderen og erfaringen og tilsyneladende har fundet den nødvendige ro og afklaring. Der er faldet en afvæbnende ro over Niels Skousen på et smukt og dæmpet album. Det er den lyriske åre, som i høj grad tegner ”Smil eller Dø”, og det er betragteren Niels Skousen, som enten sætter sig selv i spil eller kommenterer lidt forundret og tilbageholdende på samfundsudviklingen.”

Et måske endnu større bifald gik til musikjournalisten Jan Sneum, der modtog Årets Ærespris, der ligesom Årets talentpris er sponsoreret med 30.000 kr. af Tuborg Fondet. De første to modtagere var musikproducer Poul Bruun og Bent Fabricius-Bjerre. Æresprisen gives til en person, der har betydet noget særligt for dansk musikliv, og som har haft særligt fokus på arbejdet med danske komponister og tekstforfattere, eller som selv er en enestående skabende kunstner. Jan Sneum har i årtier haft en glubende musikappetit på vel nærmest alt andet end folkemusikken (!), men han får nu alligevel et stort til lykke herfra for sit engagement og dedikerede musikformidling på DR igennem årtier. Han fik stor hyldest bl.a. via videohilsener fra mange både danske og udenlandske musikere og radiokolleger, og det finske band 22 Pistepirkko uropførte et værk til hans ære, ”Right Man for the Prize”.

Med æren følger en check på 30.000 kr., som prismodtageren skal give videre til en talentfuld skabende kunstner efter hans eget valg. Jan Sneum gav den til Tone from Denmark, som ”kan kunsten at nedskalere og i øvrigt slå sine meget personlige folder i sit eget regionale miljø.”

Lukas Forchhammer Foto: Per Dyrholm

Lukas Forchhammer Foto: Per Dyrholm

Årets Carl Pris inden for roots gik til guitarist Mikkel Nordsø for hans musik sammen med trommeslager Ole Theill og harpenist Tine Rehling på ”Seven Continents”. Roots blev betegnet som ”en svært defineret genre”, og som ”en bred paraply af genrer” – og det kan der jo absolut være noget om. Men der blev også talt om, at ”her på dette alsidige område brænder ilden for alvor”. Trods dette sites navn, rootszone.dk, hvis paraply netop dækker over alverdens roots, folk, trad, singersong-writing, americana and you name it, så kunne jeg personligt godt tænke mig, at DMFF ville udvide med en Carl pris til ”folk/folkemusikken”. Der kan sagtens være plads til to priser i denne vildt forgrenede genre. Mikkel Nordsø var oppe mod Ned Firm og Mike Andersen med flere. Jacob Bellens modtog senere prisen for årets bedste sang ”My Convictions”, i øvrigt også en dejlig sang, som lige i dette skrivende øjeblik spilles på Madsen på P4. Sådan.

Årets mest spillede sang blev ”Happy Home” af Hedegaard,Christian Bach Worsøe og naturligvis Lukas Forchhammer. Han skal nævnes her, fordi han trådte sine barne- og ungdomssko med bl.a. irsk folkemusik og var en flittig gæst på Tønder Festival i årevis sammen med sin far, promoteren Eugene Graham. Og sammen med sit band Lukas Graham har han spillet der med enorm succes. Udover det har han en fantastisk stemme, og denne sang er en smuk hyldest til hans afdøde far. I øvrigt blev hans ”Mama Said” årets fjerde mest spillede sang. Resten af priserne gik til årets komponist for hhv. stort og lille ensemble, rock, jazz, pop, for bedste filmscore og bedste børnemusik, årets talent og årets internationale gennembrud, hvor Thorbjørn Risager & The Black Tornado var nomineret. Ronnie Vindahl (MØ) løb dog med den pris. Stort til lykke til alle.