Så fik musikbranchen uddelt sine fornemste priser, og vi har kigget lidt ned i rækken af kategorier og fundet disse: Bedste folk-album: Béla Fleck & Abigail Washburn. Fleck har efter snart mange år som banjotroldmand sat sit personlige præg på amerikansk bluegrass, newgrass og jazzgrass og er hidtil blevet belønnet med 15 grammyer. Han har her de senere år gearet ned for eksperimenterne og fundet en perfekt partner i Abigail Washburn. De optræder som duo og dyrker den gamle stringbandmusik.
Jason Isbell har fået en stor fanskare også her i Danmark, hvor han fornylig gav koncert. Nu fik han prisen for både Bedste amerikanske roots-sang og Bedste Americana-album. Og så spiller han jo på årets Tønder Festival. Best Roots Gospel Album gik til Fairfeld Four for Still Rockin’ My Soul – og de kommer jo også til Tønder som eneste sted i Danmark i år.
Veteranen Mavis Staples har lagt meget af sin pop-r’n’b-stil bag sig, lyder genfødt og har genopfundet gospelmagien fra The Staples Singers. Hun fik prisen for bedste amerikanske roots-optræden. Bedste blues-album vandt Buddy Guy med Born To Play Guitar. The Steeldrivers fik deres album The Muscle Shoals Recordings kåret som bedste bluegrassalbum. Bedste World-album gik til Angelique Kidjo. Og endelig prisen som hedder Bedste regionale roots-musik: Den gik til Joe Cleary og hans herlige New Orleans-sound.