Programlægningen på en fire-dages festival må være et svært puslespil at lægge. Placeringen af Rodney Crowell på Open Air kort efter festivalens allerstørste begivenhed, nemlig jubilæumskoncerten, var nok uhensigtsmæssig, men måske nødvendig. Derfor var fremmødet beskedent til ellers ét at årets hovednavne.
Rodney Crowell
Ville Rodney Crowell optræde med stort band eller solo? Det var mit første spørgsmål før koncerten, og ingen af delene var svaret. Han havde nemlig medbragt to backingmusikere, hvor især den højt estimerede Eamon McLoughlin på fiddle, mandolin og vokaler havde travlt med at fylde ud i lydbilledet. Jeg havde håbet på Crowells superband The Cherry Bombs. Dette var tilfredsstillende, men ikke perfekt. Mange af hans sange har brug for trommer og bas for at swinge rigtigt. Som gæster gav Mary Gauthier og især Jaimee Harris nogle ekstra vokalharmonier.
Det var imidlertid naturligvis Crowell, der var omdrejningspunktet. For det første var hans stemme ikke kun intakt, men har samme kraft, som den havde i hans unge dage. Skønt. Han var koncentreret og brugte ikke meget tid på publikumsleflen. Han lod sine sange tale – og hvilke sange!
Han startede med ”East Houston Blues”, og så kom de som perler på en snor: ”Reckless”, ”Stuff That Works”, ”Way of the World”, ”She’s Crazy for Leavin’”, ”If I Hadn’t Got Lucky”, “Everything At Once”, ”It Ain’t Over Yet”, ”Open Season of My Heart” og til sidst de helt store hits ”Leavin Louisiana in The Broad Daylight”, ”Jole Blon” og ”I Ain’t Living Long Like This”. Apropos denne sangtitel, så er Crowell lige blevet 74, han så frisk og fit ud, så han lever forhåbentlig længe efter dette.
Mine forventninger til Crowell var høje, men de blev indfriet. Koncerten blev et højdepunkt på TF24 og kan nu føjes til de mange historiske øjeblikke, hvor verdensnavne har bidraget – ikke kun til at pynte på TF’s program – men også til at give os gæster varige minder.
Crowells guitar begyndte sidst i koncerten at give lydproblemer, og han måtte kort backstage og rette problemet. Hvilket foranlediger mig til igen i år at rose især lydteknikerne, men også det øvrige tekniske personale. Når man ikke bemærker dem, så er deres arbejde perfekt udført.
Man glemmer ofte, hvor komplekse problemer de løser, og hvor meget, der kan gå galt. Jeg hørte ikke en eneste mislyd under hele festivalen, og de lydprøver, som de foretager mellem koncerterne, var ikke distraherende. Derimod bemærkede jeg, hvilke voldsomme kampe personalet havde med de kraftige vindstød og skybrud på Open Air-scenen. Endelig kan jeg anbefale også at nyde de smukke lyssætninger særligt i Telt 1.
