Programansvarlig for caféscenen Dorthe Kold har haft ekstra travlt med at sammensætte årets program i år og var i tvivl, om der ville komme henvendelser fra musikere og bands. Hun fortæller: ” Det gik trægt i starten, men så kom der ca. dobbelt så mange ansøgere, som der er plads til i programmet. Jeg ved, at musikerne glæder sig så utroligt meget til at komme ud for at spille deres musik for et livepublikum igen. Det er svært at forstå, hvor meget de har savnet det, men det er meget. Jeg håber, at publikum glæder sig lige så meget til at komme af sted, og til at vise musikerne, at de har været savnet”.

Opvaavni

Det første band, der står på scenen, når festivalen officielt er åbnet, er trioen og familiebandet Downtown Dynt med tre gange O’Driscoll, (øverste foto) som uden tvivl vil få stemningen til at stige lige fra starten med deres herlige og energiske medrivende irske ballader blandet med lidt skotske, danske og engelske toner. Blandt de øvrige bands fredag aften har to spillet i Strib før, nemlig trioen TideVand og kvintetten Opvaavni, der begge præsenterer folkemusik, men med forskellige baggrunde. TideVand henter deres inspiration i det keltiske, mens Opvaavni mest dyrker det svenske, danske, tyske og engelske.

Maria Molde

Lørdag er der bl.a. børnekoncert kl. 10.45 med Betina Følleslev som vokalist i trioen Bjørnetjenesten, hvor også Søren Korshøj og Mikael Fieron er med til at underholde de yngste festivalgæster. Den nordirske musiker Joby Fox har rejst over det meste af verden og formidlet sit fødelands musik med stor ærlighed til både skyggesiden i hjemlandets konflikter og med stor kærlighed til menneskene. Han er udover musiker og sanger menneskerettighedsaktivist og har sat fokus på flygtningekrisen efter et besøg på øen Lesbos. Han er pt. både ved at indspille et album og ved at skrive et filmmanuskript.

Singersongwriter Maria Molde kom med på afbud for to år siden, men nu står hun officielt i programmet, og da hun lige har udgivet et nyt album, kan man sikkert forvente at høre nogle af hendes iørefaldende sange herfra. Og når Troels Smith afløser hende lørdag eftermiddag, står der country og blues på sætlisten med tekster, som involverer mange forskellige dagligdags situationer. Og det bliver lidt i samme genre, når han efterfølges af den københavnske trio Ashley on the Trail, der med trestemmige harmonier spiller et mix af country og folk.

Stine Klingsten

For to år siden gik Årets Helge til den unge sangskriver og sangerinde Stine Klingsted, som vil præsentere et blandet repertoire og uden tvivl demonstrere, hvorfor hun fik hædersprisen. Det fortsætter med sangerinden ISSE, som sørger for at folk, pop og rock kan forenes, og senere vil der komme country og folk-stemning, når Anette Ellegaard indtager cafescenen. Aftenen slutter med ikke mindre end seks musikere på scenen i bandet Macnas Croi, hvor de fire gange O’Driscoll Er blandt de medvirkende med folkelige sange og ballader.

.Endelig skal det også nævnes, at man søndag bl.a. kan nyde singersongwriteren Kasper Buch fra Tønder, der på det seneste har været på stort set samtlige radiostationer landet over, efter at han har udgivet seks singler og et fuldt album.

 

Click to access ProgramCafe2022.pdf