Eivør Foto: Per Dyrholm

Eivør Foto: Per Dyrholm

Om et par uger, 2. til 5. juni, er det igen tid til den årlige Halkær Festival på kroen ved Limfjorden. Igen i år har arrangørerne sammensat et alsidigt og flot, international program, der aldrig ligner andres, og som starter med gratis entré torsdag til musik med John McDonald og Sutherland Accordion & Fiddle Club.
Fredag aften bydes man på Færøernes fantastiske sangerinde Eivør med trio. Før hende spiller Haltadans fra Shetland, og efter en garanteret tryllebindende koncert med Eivør i centrum følger Cimbaliband fra Ungarn. Dette band spiller også op til natbal fra kl. 23.
Som sædvanlig er der masser af aktiviteter udover musikken, f.eks. indledes fredag med et foredrag om økologi, før man så kan afhente sit festivalarmbånd eller købe billet. Naturligvis serverer Halkær Kro også en fin, økologisk menu fredag og lørdag inden koncertstart. Hele lørdagen er der gang i den med bl.a. mulighed for massage, mark- og naturvandring med Eskil Romme, børnetelt og cirkusklub. Rent musikalsk står ROD på programmet mellem 13 og 14, mens der senere er skotsk danseworkshop og desuden whiskysmagning også med musik fra bl.a. Rod Sinclair til.
Lørdag aften får publikum glæde af irsk/skotske Ross Ainslie & Jarlath Henderson Trio og bagefter af Voyage de Nuit – et band med bl.a. irske Nuala Kennedy foruden franske og italienske musikere. De spiller også på Ellegården i Sommersted d. 1. juni og i Tivoli til Mundo Mandag d. 6. juni. Den allerede superfine lørdag rundes af med Moussa Diallo Band (Mali/Gambia).
Søndag slutter festivalen af med en afslutningskoncert med mange af de allerede nævnte navne og bagefter mulighed for en god frokost. Se meget mere om det hele på www. halkaer.dk