Mange medier har skrevet en del om, at der mangler kvinder i den danske musikverden. Men de er der. Har man læst rootszone.dk gennem det seneste halve års tid, så har man kunnet læse om flere unge, talentfulde, kvindelige musikere som f.eks. Vingard (alias Tine Vingaard) og Charlotte-Amalie Dallerup. Vi har også skrevet om ISSE, Rikke Thomsen og Ida Wenøe, og nævnt Signe Svendsen, Vilma og Mari.De er altså derude, de unge, talentfulde singersongwritere, men det kan være meget svært at trænge igennem, fordi vores radio- og tv-medier ikke giver mange chancer til de ”ukendte” kunstnere – og da slet ikke fra roots & folkgenren.

Sophia HP er en af disse musikere, som har vist store evner og håber på at tage det næste velfortjente skridt. Hun siger til rootszone.dk, at ”jeg kommer ud af en musikerfamilie, min morfar er Allan Mortensen, mor er jazzsangerinden Veronica Mortensen, og min far er sanger og komponist Niels HP. Så jeg faldt i gryden som lille og er skadet”, fortæller hun med et stort smil og fortsætter:

Sophia HP

”Jeg begyndte egentlig som klassisk pianist som seks- syvårig, hvor jeg gik til klaverundervisning, men stoppede som 13-14 årig. Det blev ensomt, og der gik lang tid, fra man satte sig ned og indstuderede noget materiale, og indtil man fik lov at være kreativ med det og fortolke det. Så fik jeg fingre i en guitar, et instrument jeg slet ikke kendte noget til, begyndte at flytte rundt på nogle akkorder og sætte toner sammen og skrive sange. Da var jeg 14, og det var meget intuitivt. Jeg har altid være perfektionistisk og var bange for at spille forkert på klaveret. Men med sangskrivning er der ikke noget rigtigt eller forkert, og det var noget, jeg kunne have for mig selv. Det tog hurtigt fart derfra. Jeg havde ellers svoret, at jeg aldrig skulle være sanger som mine forældre”.

”Det er måske, fordi jeg har set bagsiden af det musikerlivet med al den tid, man bruger på alt det bag sit virke. Hvor mange timer min mor har siddet med regnskaber, booking, mails og andet papirarbejde. Jeg skulle egentlig have været i praktik i niende klasse som fotograf hos min onkel, da jeg tog rigtig mange billeder dengang, men så kunne det desværre ikke lade sig gøre med hans arbejde hos TV2. Så jeg valgte den lette løsning at komme i praktik hos MGK (musikalsk grundkursus), fordi min mor havde kontakter der, og så var jeg bare solgt! Så søgte jeg ind på Sankt Annæ MGK’s fireårige gymnasieuddannelse som sanger”.

Da jeg sluttede der, ville det egentlig være naturligt at søge ind på konservatoriet. Men jeg kunne se den lige linje, som mine forældre havde taget og blev så i tvivl, om det var det rigtige for mig, og jeg var nok blevet lidt træt af musik som uddannelse. Så jeg tog alene til Sydafrika i tre måneder for at gøre noget helt andet, og jeg fik job på et hostel i Capetown og skulle stå for aktiviteter for beboerne. Efter en uge rendte jeg ind i Bevan, og han fortalte om et spillested for upcoming musikere, Electrick Hearing. Da jeg kom derhen, oplevede jeg en fed stemning med en flok skønne mennesker, blev introduceret for manageren og inden jeg havde set mig om, havde jeg fået booket et par koncerter. Jeg spillede min musik sammen med deres husorkester, og den fik en helt anden lyd, når de spillede den. Det lød som crossover mellem jazz, afrikanske

rytmer og meget følelse. Det var jo ellers ikke en musikalsk rejse, jeg havde gang i, mere en form for selvudvikling”.

Den unge sanger-sangskriver vendte hjem til København og kunne mærke, at hun skulle give det med musikken: ”Som mine forældre siger, så skal man være i den her branche, fordi man ikke kan lade være! Så det var bare at tage benene på nakken, og jeg er egentlig målrettet og søgte derfor ind på konservatoriet i Aarhus, og kom ind i første hug. Nu mangler jeg kun et år. Sidste sommer besluttede jeg at ville udsende et album med min egne sange, selv om min sanglærer mente, at jeg kunne trække det et år og dermed gøre det til mit bachelorprojekt. Men det skulle ud nu! Så jeg udgav mit første album ”Carry On” her i foråret”.

Sophia HP er allerede i gang med at forberede sit næste album og siger om denne proces: ”Nu er jeg i fuld sving med at lave noget nyt, selv om jeg somme tider kan bruge et halvt om at skrive et nummer, men andre gange kommer de bare lige her og nu. Første album er skrevet over en periode på 10 år og handler om alt muligt, og alligevel skriver jeg meget om at få viklet rodet ud af mit hoved. Måske manifestere mit tankespind i en Maggiterning! Mange numre handler om gode råd til mig selv og om at ville for meget på en gang. Lige nu er jeg begyndt at skrive på dansk og har en ide om, hvad slags plade jeg vil lave. Betegnelsen singersongwriter har jeg tænkt meget over, og hvad der ligger i den. For mig er det er historier og tekster er det bærende, men med numre, som kan skrælles ned til akkorder, melodi og tekst og så fungere”.

Den unge kunstner filosoferer over musikken og fremtiden: ”Jeg sætter meget pris på den gode komposition, som skal kunne stå alene. Jeg har spillet meget solo, og det skal kunne bæres alene, alt andet på pladen er krymmel. Jeg havde det ambivalent med at spille på Spot Festival i Aarhus, for det skal gå så hurtigt, og det er vigtigt at fange folks opmærksomhed, inden jeg spiller en sang. Men jeg skal nok prøve at slippe tankerne lidt nu om at indspille ny musik samtidig med at være studerende, sangskriver og promovere min musik. Det er svært. Jeg har stået for alt selv med kun en distributør som hjælp og mine forældres gode råd. Det er gået godt med streamingen, og det er overvældende at se, så jeg vil egentlig gerne ud og spille. Men lige nu må jeg hellere koncentrer mig om konservatoriet, leve i nuet og ikke drømme for meget om fremtiden. Det bedste i verden er dog at få lov at spille sine sange og fornemme, at de rører noget i publikum. Hvis jeg skal være lidt kritisk, er det at se, at min musik har et stort publikum og en sang, der på tre måneder er streamet 200.000 gange, men at det ingen penge giver! Tænk hvis det havde været pladesalg”.

Den målrettede og talentfulde unge musiker slutter med et håb for fremtiden: og drømmer selvfølgelig om at kunne leve af musikken. Sophia HP er ligesom mange andre unge kvindelige musikere på rette vej.

Læs: http://rootszone.dk/streamingtjenester-sophia-hp-carry-on/