Som sædvanlig var Shetland Folk Festivals organisationskomite taget til den skotske havneby Aberdeen onsdag for at hente og ledsage de 15 udefra kommende bands til årets festival. Hele banden tilbragte så de mange nattetimer på færgen op til hovedbyen Lerwick på Shetlandsøerne, men ikke med at sove. Sædvanligvis går de i gang med at spille, jamme og feste, allerede inden fortøjningerne er kastet, så det er ikke just en flok veludhvilede musikere, der ankommer sammen med de forventede 300 festivalgæster udefra. Men torsdag eftermiddag og aften er festivalen nu alligevel gået i gang som nr. 35 i rækken.
Eftermiddagen er en appetitvækker, hvor hvert band kommer på scenen og giver et enkelt nummer, og om aftenen er der fem koncerter fordelt over øerne. Der er udsolgt til allesammen, bl.a. i det sydlige Bigton Hall, hvor danske Habadekuk skal på scenen. Fredag skal det danske band på sejltur til den nordlige ø Yell, hvor aftenens koncert i øvrigt også er udsolgt, ligesom ca. halvdelen af alle koncerter ved den populære festival. Lørdag skal det otte mand store danske band nok få fyldt dansegulvet, når de præsenteret deres livlige musik. Først ved en udsolgt familiekoncert om eftermiddagen og så på det største spillested Clikimin Centret, som er hovedbyens sportshal.
Foruden Habadekuk kan man nikke genkendende til navne som Tupelo fra Irland, skotske Duncan Chisholm, Rura, finske Esko Järvelä med band, Flook og Grammyvinderen Molly O’Brien & Rich Moore.
Festivalen slutter søndag aften med tre koncerter i Lerwick, hvor alle 15 udefrakommende bands hver spiller et kvarter alle tre koncertsteder. Det kræver lidt planlægning og koordinering med transport af de forskellige bands til de tre steder i løbet af aftenen, og der bliver stort set ikke nogen lydprøver, før de står på scenen.
Lige som i Tønder er der mandag aften en festlig afslutning for alle de frivillige, og her deltager mange af musikerne også under afslappende former.