Med godt fire måneder til at Folkemusik Festival ved Tange Sø bliver afviklet, er flere navne til programmet blevet offentliggjort.
Australskfødte/irske ”Mr. Melodi Grand Prix” Johnny Logan står på scenen om eftermiddagen 20. august. Han fik sin MGP-debut i 1979, da han deltog for Irland, og året efter vandt han ikke kun det irske, men også det europæiske MGP. Derfra gik det slag i slag for den nu knap 62-årige sanger, og han vandt yderligere to sejre i 1987 og 1992. I de senere år har Logan ændret sit repertoire fra det mere poppede til den mere traditionelle irsk musik. Det har han haft stor succes med og har også spillet mange koncerter i Danmark igennem årene, og det samme gælder i 2016.
En nyt bekendtskab ved festivalen bliver bandet The Grandfætters. Som navnet antyder, er der familiebånd blandt bandets fire medlemmer, idet de alle har samme oldeforældre! Kvartetten har spillet sammen i mange år og spillet både egen og andres musik. Den udsendte i sensommeren 2015 første CD indeholdende 10 numre, som blev produceret af guitaristen Knud Møller. Christoffer Toft Bro fra bandet siger: ”Vi er alle vokset op med Tørfisk og vil gerne drive koncerterne frem på samme måde, som de gør, med blandingen af musik og fortællinger”. Hans far er tidligere medlem af det populære band.
Jonah Blacksmith står ligesom sidste år på programmet ved Tange Sø. Det unge band var et populært bekendtskab i 2015 med deres indie-roots-rock musik, der går rent ind også første gang man lægger øre til det nordjyske band, og succesen er fortsat lige siden.
Det er endnu ikke offentliggjort, at Wolfstone er på årets program. Men det er afsløret på det skotske bands hjemmeside, så derfor må det vel stå til troende. Når violinisten Duncan Chisholm & Co. går på scenen, er det med garanti for keltisk folkrock i superklassen.
Selv om hele programmet ikke er kommet på plakaten endnu, er det en god ide at få købt billetter. Prisen jo er mere end rimelig for godt 12 timers musik ved den smukt beliggende sø. Nemlig 125 kr. ved forudbestilling og 150 ved indgangen, hvis ikke der bliver udsolgt forinden! Børn og unge under 15 år kan deltage gratis, hvis de er ifølge med en voksen.
http://tsfolkfestival.dk/