Når den irske folkveteran Christy Moore lige har udgivet singlen Clock Winds Down, er det meget passende samtidig med klimatopmødet COP26 i Skotland. Godt nok er denne Jim Page-sang ikke skrevet til lejligheden, men har været på Moores sætliste i nogen tid, og er en forløber til Moores nye studioalbum Flying into Mystery, men timingen synes perfekt.
Foruden en fortid i to meget væsentlige folkbands i 1970’erne Planxty og Moving Hearts har Moore i mange år været én af de mest respekterede irske sangere og sangskrivere og en fremstående figur på den irsk-republikanske venstrefløj. Han kan beskrives som en gammeldags protestsanger og aktivist af den slags, hvor ’sagen’ betyder mere end musikken, og hvor teksterne hellere skal være paroler end lyriske symboler.
Teksten her er da også klar i mælet: ”The ice caps melt, the Amazon burns, to the point of no return. The grid goes down, screens go blank, we’ll be walking down the plank. As the Clock Winds Down, see the children take to the streets, when they hear Greta Thunberg speak”. Selv om vi har hørt sådanne vendinger på mange sprog i flere år, så får de lige nu en fornyet aktualitet.
Én sang og én sanger kan ikke redde verden. Men det er tankevækkende, at det igen er folkemusikken, og ikke resten af musikbranchen, som med størst effekt bruger musikken til at gøre opmærksom på vores fælles problemer.
https://www.youtube.com/watch?v=gWiIkXloEY8&t=8s
