I de kommende uger er der en del rejseaktivitet rundt omkring i landet. Både udenlandske og danske bands har travlt. Frankie Gavin & De Dannan har lige været på tur, og amerikanske Jonathan Byrd kommer atter til landet og turnerer som vanligt med The Sentimentals (foto i toppen). Der åbnes i Vordingborg, og så følger koncerter i bl.a. Tønder, Fredericia og Skibby.
Det skotske folkrockband Skerryvore kommer til Silkeborg 27. oktober, og derefter gælder det Greve, Esbjerg, Sønderborg, Aarup, Brande og Halkær. Ashton Lane var senest i Danmark i 2012, men står nu foran deres anden turne i landet med koncerter i Kolding 1. november, Herning, Viborg, Greve og Næstved.
Af danske bands, man kan få fornøjelsen af at opleve i de kommende uger, er Folkeklubben i bl.a. Tønder, Skive og Odense, og Stine Michel vil præsentere sine fantastiske eventyr i bl.a. Grenå, Aabybro, Aalborg og på Frederiksberg.
Men se nærmere på rootszones kalender for mange flere arrangementer både med ovennævnte musikere og mange andre både danske og udenlandske kunstnere.