Brett Perkins Foto: Lasse Hall/Hallustrated

Brett Perkins Foto: Lasse Hall/Hallustrated

Tilbage i 2006 etablerede den amerikanske, herboende singer-songwriter Brett Perkins The Listening Room Open Stage (LROS). Det var startet som The Listening Room Concert Series, som Perkins havde etableret i hjembyen Los Angeles i 1993 og fortsat/genåbnet her i landet fra 1997. Brett Perkins ville skabe muligheder for nye, unge talenter, og det har han gjort siden. Navne som Tina Dichow, Thomas Buttenschøn, Mads Langer, Teitur, Pernille Rosendahl, Annika Aakjær og Ida Gard er blandt dem, der sang her, og alle har skabt sig en flot karriere siden.

Filosofien er at skabe et sted, hvor man kan lytte fokuseret og med respekt for den enkelte kunstner i omgivelser uden distraktioner og støj. Et sted hvor den tætte forbindelse mellem kunstner og publikum ikke hele tiden ødelægges, som det sker så mange steder. LROS har haft til huse flere steder, men har siden 2012 holdt til i Råhuset ved Halmtorvet. Samtidig gik det fra at være en månedlig begivenhed til at være åben hver søndag aften. På samme adresse, Råhuset på Onkel Dannys Plads, afholdes hvert år i uge 35 (august) også Copenhagen Songwriters Festival.

The Listening Room Foto: Brett Perkins

The Listening Room Foto: Brett Perkins

Brett Perkins producerede og var vært for musikken fra 2006-2013, men valgte så at gøre eventen til en forening med medlemmer, der selv i lang tid har været frivillige omkring musikken og selvfølgelig også selv på scenen. Det inkluderer bl.a. Jacob Svendsen, Martin Tomlinson, Susanne Christiansen, Cecilie Klint Grønbæk, Bernt Hertz Jensen, Henna Rasmussen, Niels Lundqvist, John Lundqvist, Luis Serra Martinez, Erik Anthony Worm, Cecilie Facius Sørensen, Martin Praetorius, Per Jensen, Morten Funch Carlsen, Mille Holmgaard og Carlos Ochoa, der tilsammen er kendt under navnet ”The Listening Roomies”.

Medlemskab af LROS koster et engangsbeløb på 25 kr. Men for det beløb får man også en drink i baren. Det er da lige til at have med at gøre. Trods det faktum, at stedet og hver enkelt koncert kører fuldstændig på frivillig basis og for tiden med Martin Tomlinson som vært, så har Råhuset en professionel scene, lys, lydsystem, et in-house keyboard samt en guitar, som hhv. 4Sound og WoodSound har doneret, professionelle fotos, video – og bar. Er der (naturligvis) også. Vil man deltage skriver man sig blot på listen fra kl. 19.15 og får så mulighed for at spille en eller to originale/egne sange samme søndag aften. Allerede mellem 17.30 og 19 kan sangskrivere komme til en uformel ”Listening Circle” samme sted med Carlos Ochoa som vært. Her kan sangskrivere tage sange med, som vedkommende gerne vil dele med og have feedback på fra ligesindede. Det er ikke usædvanligt, at der er kø for at være med til den ugentlige søndags-showcase.

Brett Perkins har selv spillet, siden han var 14 år og har været aktiv siden i diverse bands, men han har ikke mindst kombineret sin passion for både at optræde og præsentere og har derfor skabt platforme og muligheder for andre sangskrivere. Det har udmøntet i mange tiltag hjemme i USA, og her i landet blev det LROS, den årlige festival for sangskrivere: Copenhagen Songwriters Festival (siden 2009) og i høj grad også produktionen af “The Listening Room International Songwriter Retreats”. Dem har mange danske sangskrivere deltaget i og haft glæde af, og disse sangskriver-retreats producerer han også i flere andre lande.

Malika Sia Graff Foto: Carlos Ochoa

Malika Sia Graff Foto: Carlos Ochoa

Denne ildsjæl har rejst i 38 lande, nu i nogle år i Danmark, hvor han har en datter med en dansk singer-songwriter. Han har udsendt fire albums her, ligesom han har sange på andre kunstneres udgivelser, f.eks. Annette Bjergfeldt, Ester Brohus, Ole Kibsgaard og Mads Langer, med hvem han skrev den første single ”Breaking News”, der senere figurerede i ”Anna Pihl”. Han har haft musik placeret i TV- serien ”MTV Road Rules” og har vundet priser i The Great American Song Contest og Australian Song Contest.

Brett Perkins har fuld fart på, og 2016 ser ikke mindre travl ud. Han har planlagt CD-udgivelse med sit Københavnsbaserede alternative countryband, The Pawnshop Preachers, og med sin duopartner i Michaut/Perkins foruden turnevirksomhed og sandsynligvis også et soloalbum. Den amerikanske københavner er absolut still going strong ligesom sine produktioner, og der er ”no sign of slowing down”.

www.listeningroomconcerts.com

Fra venstre Brett Perkins, Emil Meinild/WoodSound and Martin Tomlinson

Fra venstre Brett Perkins, Emil Meinild/WoodSound and Martin Tomlinson