I disse tider kan det være på sin plads at minde sig selv om, at der stadig også kommer gode og fine ting fra USA – f.eks. et nyt album med Jason Isbell. Vi kender ham jo mest som sanger, sangskriver og guitarist i hans rocklignende orkestre Drive-By Truckers fra 2001-2007 og The 400 Unit fra 2009.
Men nu er det blevet tid til et soloalbum, hvor vi også bliver mindet om, hvor gode sange denne mand egentlig skriver. Ovenikøbet så meget solo, at han kun bidrager med sin akustiske guitar, sin stemme og sine sange – indspillet live uden effekter på få dage. Nu, hvor trommer og el-instrumenter er borte, kommer vi helt tæt på Isbell og hans lyrik. Og hvilke sange!
Bare åbningsnummeret, ”Bury Me”, er en hitsang. Den ramte i hvert fald så hårdt, at jeg måske skal til at omdefinere forestillingen om, at rootsmusik ikke kan være så umiddelbar populær. Som titlen endda antyder, så er melodien næsten lånt fra ”Bury Me Beneath The Willow” og ”Pretty Boy Floyd”, som vel også er lånt fra ældre melodier.
Teksten er så naturligt indlysende, at man kan undre sig over, ingen tidligere har fået disse ideer og formuleringer:
Well, I ain’t no cowboy, but I can ride And I ain’t no outlaw, but I’ve been inside And there were bars of steel, boys, and there were bars to sing And there were bars with swingin’ doors for all the time between
Også resten af de nedbarberede sange har en umiddelbar appeal. Det er nye sange, men de lyder bekendte. Tekster om de kendte følelser af at begå fejl, men fortsætte med at vokse. Isbell kan være ydmyg i sin historiefortællinger, og hans ord ringer rigtige i lytterens ører.
Man kan undre sig over, hvorfor der skulle gå så længe før Isbell debuterede som solist. Bruddet med eks-frue og eks-400 Unit bandmedlem Amanda Shires blev offentliggjort i 2023, og man kunne forvente, at det dengang var passende at markere sig som solist.
Teksterne på alle sangene her virker ærlige uden af være intime, og på kærlighedssange som ”Foxes In The Snow”, ”Eileen” og ”Good While It Lasted” ser jeg ingen grund til at indlæse bestemte personer i teksterne eller kalde dette et break-up album.
Jeg hører – og nyder – nogle smukke kærlighedssange og behøver ikke gætte, om de er selvbiografiske. Isbell befinder sig i forvejen blandt de helt store nulevende sangskrivere i USA, og disse tiltrækker sig så stor interesse, at privatlivet sjældent går fri.
Isbell har lavet en genistreg af et album, der samtidig redefinerer hans karriere. I den kommende tid vil han optræde (solo naturligvis) med sangene verden over.
