Den nye sæson blev indviet med en koncert af sjældne gæster fra England. The Vanguards’ opstilling er lige så traditionel som deres musik: Mandolin, guitar, 5-strenget banjo, fiddle og gulvbas.
De er dybt forankret i 1. generations bluegrass. Det viste ikke kun deres repertoire, men også deres åbenlyse kærlighed til den musik, som pionererne Bill Monroe, Jimmy Martin, Ralph Stanley m.fl. skabte.
The Vanguards’ udgaver placerer sig tæt op af sangene og instrumentalnumrene fra bluegrass’ens tidligste år. Også deres egne originale kompositioner, der kan høres på deres debutalbum fra 2022 South of the River, er meget præget af denne klassiske forgrening af countrymusikken, som bluegrass jo er.
The Vanguards er ikke professionelle og rutinerede, men med dyb koncentration gav de os en koncert med mere nerve end mange af de programmerede shows, som popindustrien byder på. Og efter det afslappede og obligatoriske møde med bandet ved merchandisebordet, deltog de i den sædvanlige efter-jam, hvor de af os, der ikke har fået nok, har mulighed for at spille med bandet og medlemmer af bluegrassforeningen.