Brian McNeill bør ikke være et ukendt navn i folkemusikkredse. Han har gennem en årrække været en stort set fast gæst på Tønder Festival, og før solokarrieren var han frontfigur i legendariske Battlefield Band fra Skotland.
Drones & Bellows med base i den sønderjyske grænseregion har også en del år på bagen. I de senere år har McNeill medvirket som både musiker og producer på gruppens plader, og i Strib agerede de backing for ham foruden også at præsentere eget repertoire med McNeill i rollen som gæstemusiker.
Den gode skotte har gennem alle årene markeret sig som både multiinstrumentalist og sanger/sangskriver, og han indledte da også aftenen med et par solopræstationer. En violinintro og en sang til eget guitarakkompagnement. Herefter trådte Drones & Bellows til.
Fotos: Per Dyrholm
Gruppen har hovedsageligt markeret sig med skotsk og anden musik fra det keltiske område, men de senere år også med musik fra grænselandet. Ganske naturligt med aftenens konstellation lå fokus på førstnævnte tradition. Repertoiret rummer både traditionelt og originalt materiale.
Aftenens sæt præsenterede en række af McNeill sange og uddrag af Drones & Bellows store og brede repertoire. I sangene tilføjede gruppens vokalister fine korindsatser og skabte i kraft af sit store lydbillede en backing, der klædte sangeren. Derimod var netop det store lydbillede, trods musikernes gode kvalifikationer, umiddelbart problematisk. Når bunden i musikken udgøres af såvel kontrabas, bodhrán som venstresiderne af både klaver og harmonika, bliver den for grødet og udefinerlig, og specielt bodhránen drukner. Som en del af løsningen kan bassisten med fordel i stedet anvende sin cello noget mere. Den øvrige bund er mere end tilstrækkelig.
Medlemmerne af Drones & Bellows er alle, ligesom Brian McNeill, multiinstrumentalister. Det giver en lang række muligheder, men betyder også stramme krav til arrangementerne og tætheden i fraseringerne. De enkelte instrumenters rolle og funktion i afstemte arrangementer skal fremgå tydeligt, og det element fremstod klart som en udfordring, når enkelte af musikerne eksempelvis skiftede instrument tre gange i løbet af et stykke. De færreste multiinstrumentalister kan være virtuose på alle instrumenter, og for Drones & Bellows vedkommende gik det ind imellem ud over tætheden i fremførelserne. Det fortæller noget, at de arrangementer, som fungerede bedst – og da var vi højt oppe på kvalitetsskalaen – var de mest enkle.
Stor lyd er som sagt krævende at håndtere, også for lydfolk, og det kan være noget af forklaringen på en del af de elementer, der her tages forbehold overfor. Det smerter anmelderen lidt at skulle ud i slige betragtninger, for musikken fejler absolut ikke noget. Sættet rummede en række fine indslag, både traditionelle og originale kompositioner, og musikerne er på ingen måde en flok ”lusede amatører” – for nu at citere Egon Olsen. Måske kan et fortsat samarbejde med Brian McNeill rette op på de elementer, der fungerer knapt så tilfredsstillende. Potentialet er bestemt til stede for noget virkeligt godt.
