Inden den officielle åbning af den 46. Skagen Festival torsdag aften begyndte det musikalske slaraffenland på både Torvescenen og Havnescenen med hhv. ni og seks bands/solister.
Med udsigt til havnen åbnede Tom Donovan ene mand på den store scene med traditionelle irske ballader, der som vanligt blev godt modtaget af publikum, der var klar til at synge med på de mange kendte sange. Østjyske Potters Jig satte yderligere tempo på med mange kendte melodier i eget regi. Således var der sange fra Runrig, tyske Santiano og Rod Stewart med på deres sætliste.
Hvis tempoet og energiudladningen var øget mellem de to første optrædende, så blev der sat turbo på, da The Revellers fra Shetland var tredje band på ugens program. Det syv mand store band var blevet transporteret til Skagen onsdag på en stor fiskekutter fra deres hjemøer, og det var måske derfor, at bandet satte fulde sejl fra første nummer. Og bandet holdt skruen i vandet lige til sidste nummer i flot stil.
The Revellers har i bandet både musikere med violin, banjo og mandolin i alle numre, og det gav sammen med slagtøj, guitarer og bas et energisk og tempofyldt sæt med folkrock, hvor der også indgik ”folk-headbanging”!
Det var bandets første optræden uden for Storbritannien, men uden tvivl ikke den sidste efter en flot koncert, hvor man indimellem følte, at man var midt i en orkan mellem Skagen og Shetland.