,Årets første roots-festival for mit vedkommende foregik i svenske Falkenberg, og det var absolut turen værd. To dage med masser af kvalitetsmusik og søde mennesker, dejlige omgivelser og professionelt afviklet. Foruden selve koncerterne var der også en intim sangskriver-runde med flere af de deltagende sanger-sangskrivere. Her følger en kort reportage og omtale af enkelte af de deltagende musikere.
Cristina Vane med base i Nashville skriver sine sange i en stil, der er inspireret af både Bill Monroe og Robert Johnson. Hun blander nemlig både old-time, bluegrass og blues og foruden sin smukke stemme, skiftede hun mellem sit clawhammerspil på banjo og sublimt fingerspil og slidespil på guitar. Hun er ved at blive et etableret navn, har bl.a. turneret med Molly Tuttle og især hendes sang “Small Town Nashville Blues” var vellykket og populær.
Cristina Vane
Multimusiker, sanger og sangskriver Jesse Tomlinson er fra USA, men har de senere år haft base i Norge, hvor han er aktuel med sit musikalske samarbejde med det norske band Smoked Salmon samt den unge norske countrysanger og sangskriver Martine Haugen. Også svenske Andi Almqvist medvirkede som gæst.
Shandon Sahm fortalte om sin karriere som trommeslager i nogle rockbands frem til 2019, og hvorledes det var at vokse op som søn af countryrockmusikeren og legenden Doug Sahm. Shandon har nemlig de senere år valgt at hylde sin fars musik både ved at turnere og med albummene Sahm Covers Sahm 1 og 2. Sammen med det norske veteranband The Contenders genskabte de den særlige klang af tex-mex, tejano, og 60’erpopmusik, som kendetegnede Doug Sams band Sir Douglas Quintet. De fik virkelig skabt en fest. Det er ukompliceret og lystig dansemusik og var et velkomment afbræk fra de mange seriøse singer-songwriters med deres tekstbaserede lyttemusik.
H.SELF’s band lignede mest The Rolling Thunder Revue, som de stod der på scenen. Og minsandten om de ikke også lød lidt som dem, da de tog fat på musikken. R.T.R. var Bob Dylans turnéband i en periode i 1970’erne. Musikalske venner, som var lidt tilfældigt sammensat med det ene formål at skabe backingmusik til Dylans sange.
H.SELF hedder Henric Hammarbeck og er poet og musiker i den rækkefølge. Det er hans sange, som det hele drejer sig om. De svenske tekster er usvenske. De er både sublime, rå, rebelske og ærlige og beskæftiger sig mest med det uperfekte. Jeg hørte meget direkte referencer til de udstødte af pænhedens Sverige. Lidt som Ulf Lundell meget som Cornelis Vreeswijk. Socialrealisme og fin poesi i forening.
Herhjemme har vi Sebastians ”Rose” samt nogle af Jan Toftlunds sange, der kan måle sig med H.SELF. Musikken var temmelig ’slarvig’ – sjusket (ganske som R.T.R.), men kan man acceptere det, så fungerede det fint med denne særlige form for svensk americana. Sange som ”Selma” fra 2024-albummet ”Skälva” blev sunget med stor indlevelse.
Meget tæt og flot sammenspil var derimod kendetegnet for BroMesa. Värmland-bandet spiller country i traditionel stil og besætning med twangy sologuitar og grædende pedal steel-guitar. Vi fik hverdagsagtige, ærlige, nære og charmerende historier med svenske tekster. Fortællinger om livet på landet, med koner og småbørn og husdyr.
De øvrige optrædende var også spændende oplevelser, men må vente med omtale. Vi kan se frem til tredagsfestivalen Rootsy Summer Fest i august.
