Senest den østsjællandske troubadour var på besøg i Sabro, var hans repertoire på engelsk, men denne gang var det med alle sange på dansk. MC Hansen rejste i mange år rundt med forskellige amerikanske musikere, når de besøgte Danmark og så var det naturligt med tekster på engelsk, da han også jævnligt tog rundt i Staterne.

De senere år har man kunnet opleve MC som konferencier ved Skagen Festivalens store lørdags-festivalsession med de fleste af festivalens musikere. På Tønder Festival har han stået for præsentationen af kunstnerne ved Folk Spot Denmark, og han er fortjent blevet belønnet med flere priser.

Han spiller ofte med Jacob Chano Lundby og også med andre gæstemusikere, for alle føler sig hjemme i selskab med den charmerende og dygtige guitarist og sangskriver. De senere år har den irske sangerinde Eleanor Shanley også haft MC ved sin side ved mange koncerter her i landet.

Men denne aften stod MC solo på scenen, og som altid fik han alle til at lytte til de mange gode historier, der er grundlag for hans sangskrivning. De kan både være med stor humor og lune, ofte detaljer fra hverdagen, som MC mesterligt har skruet sammen til fantastiske ordspil og sange tilsat skønne melodier. Hans persongallerier bliver præsenteret med ærlighed, varme og charme, så man undervejs føler, at man kender dem, han synger om.

Alt fra barndommens ture hjem fra fodboldtræningen med sin far, hvor de tog turen ”over landet hjem”, til morfarens pludselige død midt under guldbryllupstalen. Den søde historie om manden og konen, der gik samme tur hver aften, sangen om ”de spildte ord på Balle-Lars”, den smukke sang om ”Egene ved Nysø” osv. Så MC håber nok blot, at han bliver mere kendt som sangskriver og sanger end som Gok-Hans’ søn, ham med geden! Det fortalte han med stor fortællelyst, ligesom hans sagde, at rytmen er sangens far, og melodien er dens mor.

Han fik også ”I Danmark er jeg født” og ”Jens Vejmand” flettet ind i et par af sine sange, som ikke kun får publikum til at trække på smilebåndet og indimellem more sig højlydt, men også til at synge med. Der er også mening i teksterne, så man får lidt at reflektere over, når teksterne har sat sig, og eftertænksomheden tager over.

Home