Halkær Festival fyldte 20 i år og blev afholdt d. 7.-9. juni … på Halkær Kro forstås.
Som festival er det en intim lille sag, der foregår indforstået tæt omkring kroen: Der er parkerede biler, småtelte, hyggende mennesker og lyden af musik overalt. Nærmest som en lille markedsplads. Drevet af entusiastiske mennesker, som brænder for Halkær, kroen, folkemusik, økologisk mad og god øl … og ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge.
JPP Foto: Marion Göbel
Jeg var der kun lørdag, men da vi ankom over middag, var der oven i alt det andet duften af spidstegt pattegris under tilberedning og aktivitet overalt – tilmed et kursus i brødbagning. Kl. 13 hørte vi ROD på store scene, eller rettere: lige nedenfor scenen. ROD er ikke et orkester, mere et fænomen – en flok unge mennesker i alderen 15-25, som gerne vil spille folkemusik og danse til det. Det foregår med visse anarkistiske træk, men i koncert alligevel under en vis styring. Det passede til tidspunktet, tvangfrit men med en vis kompetence. Et standpunkt lige her og nu, men også et løfte om noget, vi siden skal få at høre.
Lyden af lydprøver sivede ud fra salen i løbet af eftermiddagen, så vi vidste vel godt, hvad der ventede: Violiner, violiner og violiner! JPP, eller Järvelän Pikkupellimannit: De små spillemænd fra Järvelä, er i sin tid opstået omkring den navnkundige Järvelä-familie, som mønstrer og har mønstret mange dygtige spillemænd gennem generationer. Tovholderen er Mauno Järvelä, en efterhånden noget ældre musiker med klassisk uddannelse, men med et livslangt forhold til traditionel musik. Med sig har han altid haft Timo Alakotila, som spiller tramporgel (i.e. harmonium eller psalmecykel) og er ansvarlig for JPPs arrangementer. Hertil den dygtige kontrabassist Antti Järvelä i absolut sammenspil med tramporglet og et antal noget yngre violinister, i mange år ikke mindst Arto Järvelä, og ved denne lejlighed også Tommy Pyykönen og Matti Mäkelä .
Repertoiret er finsk-finsk, men enkelte melodier fra Österbotten såvel som fra selve Sverige sniger sig også ind. Det er magtfuld musik på et ekstremt højt kompetenceniveau – og det i relation til både det instrumentale, sammenspillet og arrangementerne. Lejlighedsvis griber musikken, men for det meste er den kun overvældende ekvilibristisk, og melodierne er for en stor del ikke særligt melodiske. På trods af det: En stor oplevelse af høre JPP live.
Himmerland (New Roots Musik from Denmark, som der står på cd’en) fulgte efter. Jeg har ikke før haft lejlighed til at høre Himmerland live, og forventningerne var derfor store. I aftenens anledning var Himmerland på enkelte numre
Ditte Fromseier Foto: Per Dyrholm
for en gangs skyld bestykket med to violinister: Ditte Fromseier, som er bandets faste violinist, og Kristine Sand, som har vikarieret under Dittes barselsorlov. I modsætning til rigtig mange andre bands skal Himmerland opleves ”bagfra”: Man lægger først mærke til den ekspressive og karismatiske perkussionist Ayi Solomon, der med forholdsvis få trommer, men med hele sin krop – og til lejligheden også sin sangstemme – holder gang i bandets rytme. Så undgår man ikke at dvæle et stykke tid ved den klippefaste, kreative og instrumentalt fuldstændig overlegne elbassist Andrzej Krejniuk, som navnet til trods er pæredansk. Han tilfører genren melodispil, hurtigt solospil, ja sågar striber af barregreb på Fenderbassen. I front står meget høje Eskil Romme, som med sin diminutive sopransax binder godt sammen, og gode soloer og melodier finder også vej.
Morten Alfred Høirup, der med sin guitar ikke blot akkompagnerer, men også tilfører melodisk stof og udtryk, og som yderligere synger rigtig godt. Ditte Fromseier, der efter min opfattelse kandiderer til dansk folkemusiks smukkeste violinklang for tiden, og hvis sangstemme live er en sangerinde værdig. Desuden Kristine Sand, der her kun var en biperson, men som må have løftet vikariatet ganske kompetent. Live er bandet en meget stor oplevelse – og langt større end på cd.
Koncerten havde efter JPP været afbrudt af en pause, hvor en stor del af publikum var til whiskysmagning. Det hørtes i salen under Himmerlands sæt, og stemningen steg yderligere mærkbart efter nok en whiskysmagning, da det sidste band entrede scenen. Fantastisk måde at geare en koncertaften på!
Fiddlers’ Bid er umiddebart betragtet Shetlands svar på JPP: Fire violiner i front, akkompagneret af elbas, guitar og klaver/keltisk harpe. Men så enkelt er det ikke, og dette band skal i modsætning til Himmerland opleves forfra – eller måske fra siden (forklaring følger). Elbassisten Neil Harland og guitaristen Sean Graham er såmænd umærkede akkompagnatører, men mere er der ikke i det. De fire violinister Chris Stout, Kevin Henderson, Andrew Gifford og Maurice Henderson er derimod hver for sig hørværdige og dygtige traditionsmusikere, og deres sammenspil får summen til at give mere end fire. Kronen på værket er pianisten og harpespilleren Catriona McKay, hvis følsomme og overlegne harpespil tog aftenens pris hos mig.
Fiddlers’ Bid leverede aftenens højeste lydtryk og kraftigste energiudladning, og for så vidt var det helt på sin plads, at de spillede til sidst. Enkelte numre er følsomme ballader, men for det meste går det med reels og jigs over stok og sten, og efter min opfattelse også alt, alt for meget. Det er en smagssag, men jeg kan måske tilføje, at der blev afmonteret mindst 100 knækkede buehår under den ca. én time lange koncert – det siger måske lidt om sagen. Pointen er i virkeligheden, at en lang koncert på 110% niveau fratager bandet muligheden for at give den ekstra gas, når det er på sin plads … der var ikke mere at give af. Trods det var det et underholdende og teknisk set fremragende sæt.
Mine ører holdt ikke til mere, og jeg gav derfor afkald på det, der nu skulle følge: Et dansesæt med JPP. Det har sikkert været rigtig godt og, antager jeg, mere ”almindelig” traditionel musik til dans end koncertsættet. Selv uden af have oplevet fredags og søndags program tog jeg hjem på fuld musikalsk optankning, og det er ganske enkelt godt gået af en så forholdsvis lille og hyggelig festival.
Fiddlers Bid Pressefoto
