Lige siden nogle grupper af udskældte unge i 1970 var medvirkende til at få dannet Projekt Hus (Siden Huset i Magstræde), har Københavns Kommune set det fornuftige i at stille nogle lokaler og egentlige huse til rådighed for borgerne. Og siden har medborgerhuse og kulturhuse bredt sig til kommuner i hele landet.

Thomas Jefferson: Foto Connie Reidun

Vi har nu vænnet os til disse huses kulturelle og sociale funktioner og tænker måske ikke så meget på, hvor værdifulde de er for især musikken – også vores musik. Talrige folkemusikere og -dansere, foreninger m.m. nyder godt af både husly og eksponering. Jeg orienterer mig om aktiviteterne i kulturhusenes programmer i mit nærområde og har derved igennem årene haft mange gode og overraskende musikoplevelser.

F.eks. er Klub Geysers programmer interessante. Den holder koncerter i Kulturhuset Islands Brygge hver måned fra januar til maj og fra august til og med november, og Geyser by the Sea holder udendørs gratis fyraftensarrangementer hver fredag fra kl. 16.30 til kl. 18.30 i maj, juni og august.

Med en beliggenhed i rekreative omgivelser og i en afslappet stemning tiltrækker huset flere generationer. Denne fredag bød på et dobbeltprogram. Jefferson Thomas fra USA er en glimrende sanger, guitarist og entertainer. Hans egne sange var ikke for overbevisende, så hans repertoire var krydret med kendte pop-rock sange. The Creek Brothers er et hold lystige britisk-danske musikere, som gør i retrocountry, swing, western og rockabilly.

Tak til Jacob Speake fra Klub Geyser, som i over 12 år har arrangeret og afviklet mange gode koncerter med bl.a. udenlandske musikere, som ellers ikke ville have spillet i Danmark samt mere eller mindre lokale talenter. Og tak til mange andre lignende mennesker, som støtter den mindre kendte musik. www.k-i-b.dk https://www.jeffersonthomas.com/home https://www.facebook.com/The-Creek-Brothers-119080394933813/

 

 

Fotos: Connie Reidun