Pressefoto

Pressefoto

Lørdag lancerede Henrik Jansberg og hans band det nye album ”Terra Nova”. Det skete ved en release-koncert i Teaterbygningen i Køge. Her kunne rootszone.dk ikke være til stede, men mandag kl. 19 spiller bandet igen – denne gang på Harmoni Pavillonen, hvor Tivoli hver mandag sætter fokus på folke- og verdensmusik fra forskellige lande. Og mon dog ikke det nye album skal luftes?

Det er bandets tredje og det første siden 2007, men selvfølgelig har den alligevel stået på musik i de mellemliggende år med turneer, også med andre bands, og meget andet. F.eks. har Jansberg siden januar 2014 siddet i Projektstøtteudvalget for musik, udpeget af Statens Kunstfond. Nu har han skrevet alle melodierne til ”Terra Nova”, hvor der erobres og indtages nyt musikalsk land, som albummets titel fortæller.

Som pladeselskabet GO’ Danish Folk Music skriver, så ”udforsker Henrik Jansberg sammen med sit band et helt nyt land. Sammen har de udfordret sig selv og rammerne om den musik, de skaber. Alle numre er blevet til i et tæt samarbejde med producer Søren Brylle, og det gennemgående koncept har været at lege musikken frem i studiet.” Og som Jansberg også siger, så ”sker der rigtig meget i folkemusikken lige nu, og der er plads til at lege med lyden og udtrykket i de kontemporære produktionsmuligheder”.

Henrik Jansberg Foto: Per Dyrholm

Henrik Jansberg Foto: Per Dyrholm

Tidsånden og livet i et moderne og stresset samfund afspejler sig i musikken, og det bliver spændende at høre både koncerten og det nye album, som efter sigende indeholder både numre med technobas, country-reels, ballader og meget mere, bl.a. et hyldestnummer  til Davie Henderson, som i mange år var musikchef for Shetland Folk Festival indtil sin alt for tidlige død i januar sidste år.

Henrik Jansberg er omgivet af sine trofaste svende – folkveteranerne Rasmus Zeeberg, guitar, Steffan Sørensen, bas og percussionist Rasmus Brylle, men han har denne gang også inkluderet sin barndomsven Morten Puper på tangenter. Koncerten og albummet tegner til at blive en spændende og innovativ rejse ind i nyt folkemusikland, men med rødderne på plads.

 

http://www.jansberg.com/