”The Heart Of It all” er en spritny udgivelse fra det københavnske band The Consolation. De kalder det selv ”en ny radiosingle”, og det skal da gerne indrømmes, at den er ret så catchy, og faktisk er den allerede blevet spillet på både P4 og P5. Samtidig tager americana-bandet på en længere Danmarks-turné.
Der lægges ud i Freddys Bar i Frederikshavn fredag d. 4. marts, og så fortsætter bandet til Banehuset i Sommersted lørdag. Efter et par dages pause spiller de i Det Bruunske Pakhus i Fredericia d. 10., i Huset i Give dagen efter og så i Ribes Stenbohus lørdag d. 12. marts. Fredag d. 18. lægger Kongebryg i Næstved scene til den melodiske americana, og så afsluttes turneens første etape på Dexter i Odense d. 19. marts. I april har The Consolation syv to koncerter linet op, og så runder bandet af i maj med foreløbig to koncerter. Tjek vores kalender for tid og sted.
”The Heart Of It All” er staten Ohios tilnavn, men sangen skal mere opfattes som en ode til lavet på landevejen, og den er skrevet til netop den kommende turné. Den handler om den splittelse, der kan være mellem udlængslen og eventyrlysten og så det at føle sig egoistisk og have dårlig samvittighed i forhold til dem derhjemme. Men kaldet fra musikken er størst. Det er forsanger Nis Gaarde, der har skrevet sangen – ligesom de forrige to i øvrigt, som også begge har titler, der referer til Amerika/Canada: Portland Girl og Manitoba. Sangen lægger sig også i naturlig forlængelse af de to sange og kan godt ses som treeren i den trilogi. Bandets forbilleder er The Eagles og The Band. Senere på året går The Consolation igen i studiet for at færdiggøre deres næste album.
”The Heart Of It All” blev udsendt for få dage siden på Danish Music & Entertainment, og samtidig er der udsendt en musikvideo. The Consolation består af Nis Gaarde (vokal, guitar), Thomas Støtt (guitar, kor), Sven Busck (trommer), Jacob Svensson (bas) og Uffe Nørtoft (pedalsteel). På singlen medvirker i øvrigt Jesper Bo Hansen (orgel).
https://www.facebook.com/theconsolationofficial/