Gustaf Ljunggren Pressefoto

Gustaf Ljunggren Pressefoto

Årets modtager er den svenske musiker, komponist og kapelmester Gustaf Ljunggren, og han kaldes en musikalsk magiker – man kunne også sige en magisk musiker. Vi har tidligere skrevet om uddelingen af Årets Gudman, som finder sted søndag d. 22. november i Amager Bio. Der bliver selvfølgelig masser af musik, og vi vil specielt pege på de folknavne, der er med på plakaten.

Foruden fine folk som Nikolaj Busk, Povl Dissing og Sofia Karlsson gælder det den skotske sangerinde Eddi Reader, den irske musiker og sangerinde Cathy Jordan og den engelske sanger-sangskriver, guitarist og komponist af mange stærke sange til både sig selv og andre, Boo Hewerdine. Alle tre har spillet flere gange på Tønder Festival. Cathy Jordan sammen med det band, hun har spillet med i godt 25 år – et af de kendteste irske traditionelle bands også ude omkring i verden, nemlig Dervish.

Uden at vide det vil jeg tro, at Hewerdine først og fremmest skal akkompagnere Eddi Reader, for de to har et mangeårigt samarbejde kørende. Hun har fortolket mange af hans sange med stor succes, og de fylder godt på hendes ret mange albums. Før solokarrieren var hun med i bandet Fairground Attraction, som hun i 1988 fik intet mindre end et verdenshit med, nemlig nummeret ”Perfect”. Det høres stadig høres jævnligt, f.eks. har et flyselskab brugt det i en kampagne. I ’89 fik de en BRIT Award for årets bedste single, og de fik også en for bedste album, ”The First Of A Million Kisses”.

Men i de seneste mange år Eddi Reader mest rejst rundt i folk’ens vidtspredte landskab og har måske haft allerstørst succes med sit ”Songs Of Robert Burns”-album fra 2003 (genudgivet i deluxe-udgave i 2009). Hun er på ingen måde blevet dårligere med årene – tværtimod. Reader er en stjerne, meget kendt, respekteret og elsket på den skotske, irske og britiske scene og i meget høj grad værd at rejse til Amager Bio for at høre sammen med Boo Hewerdine.

Cathy Jordan og Dervish. Pressefoto

Cathy Jordan og Dervish. Pressefoto

På scenen kommer også Cathy Jordan, der har udgivet en del og rejst verden rundt med bandet Dervish (de skal snart til Japan). I de senere år har hun også haft sit trioprojekt i The Unwanted, som bl.a. har turneret et par gange eller flere i Danmark. Cathy Jordan lever og ånder musik og har gjort det, siden hun var tre år gammel. Hele sit voksne liv har hun (og det fra en ung alder) levet af den mere eller mindre traditionelle irske musik. Både hun og Eddi Reader er to stærke, distinkte og meget forskellige kvindestemmer i hhv. irsk og skotsk folkemusik, og bliver en fornøjelse at høre dem i Amager Bio, måske endda sammen, hvem ved.

En lang række andre musikere som f.eks. Peter Sommer, Thomas Helmig og Marie Key er også med til at hylde og feste med årets prisvinder. Hvis der stadig er billetter, kan de købes på www.billetnet.dk eller måske/også ved døren. Aftenens program er rigeligt de 250 kr. værd. Årets Gudman er kollegernes hyldest til en udvalgt musiker, der har markeret sig på den danske musikscene som udøvende, sideman, instrumentalist, producer, igangsætter, inspirator osv., og den er indstiftet til minde om trommeslageren Ken Gudman, der døde 17. september 2003.