Musikerne kommer fra hele fire lande – nemlig Skotland. Italien, Frankrig og Østrig, og de skal nok vække genlyd og opsigt. Ja, har allerede gjort her i Danmark, hvor bandet i de seneste dage har spillet i Esbjerg, i Odense, Aarhus onsdag d. 8.2. og i Asnæs torsdag d. 9. februar.

Derefter tager de deres virtuost spillede og unikke sound med masser af power med til Strib Vinterfestival, hvor de spiller fredag aften 10, februar. Videre går det til Halkær Kro og Kulturhus lørdag, og søndag aften 12.2. kl. 20 spiller de op på frederiksbergske Metronomen via Copenhagen Folk Club. Den 13.2. hedder det Folkemusik i Randers, og så slutter Fourth Moon turneen af på Baltoppen i Ballerup. Så det går lidt på kryds og tværs af lande, og deres flotte musik bliver bredt fint ud til et potentielt stort publikum.

Fourth Moon er i udgangspunktet en kvartet med instrumenterne guitar, sækkepibe, fløjter, violin og harmonika, men de har lejlighedsvis et femte medlem med, nemlig sangerinde og danser Ainsley Hamill med. Det har de på denne turné, og man kan da godt forestille sig, at det vil ske igen og igen, selv om hun i høj grad har en karriere kørende. Bandet består af Geza Frank, Jean Damei, David Lombardi, Andrew Waite og altså Ainsley Hamill på (gælisk) vokal og i stepsko.

Det internationalt funderede band har haft et par udskiftninger undervejs, men fast er det, at musikken har elementer af alle fire lande. I marts 2018 kom bandets første album, ”Ellipsis” og i 2021 ”Odyssey”. De turnerer en hel del rundt i Europa med mange egne kompositioner, som går ind i mange stemninger – fra meditativ til lige pludselig meget livligt, medrivende og megarytmisk, vildt, vitalt og helt igennem virtuost. Irish Traditionel Music Magazine har skrevet:

”Moderne, mesterligt kaos leveret med den styrke, der ligger i århundreders tradition. Hvert stykke er nyt, og alle er konstrueret (og somme tider dekonstrueret) og spillet til perfektion”. At kvartetten på denne tur (og sikkert mange flere fremover) er udvidet til en kvintet med en stor stemme og dans kan kun være en win-win-situation, og jeg kan kun forestille mig, at det bliver et spektakulært show.

https://www.fourthmoonmusic.com/