Årets plakat har nu fået tilført John Moreland, Charley Crockett og Max Gomez fra USA, australske Dan Sultan, finske Maija Kauhanen (øverst foto: Antti Kokkola), skotske Adam Holmes & The Embers (en af mine egne favoritter) og ikke mindst de fænomenale danske bands, Dreamers’ Circus og Jonah Blacksmith.

John Moreland foto Matt White

Som eneste kvindelige musiker i denne ombæring får vi Maija Kauhanen, født 1986. Hun er en fornem repræsentant for den unge generation af finske musikere, som fortolker og viderefører traditionsmusikken fra Finland og Karelen. Kauhanen optræder solo med en unik blanding af vokal, perkussion og strengeinstrumentet kantele, som hun er virtuos på. Ovenikøbet har hun specialiseret sig i den særlige saarijärvi kantele og bruger en ældgammel teknik med en lille træpind som plektrum. Debutalbummet Raivopyörä / The Whirl of Rage” kom i 2017 og blev flot modtaget i europæiske folk- og rootsmagasiner.

John Moreland vakte begejstring i Telt 1 i 2017 med sin folk/country/rock, sit dygtige fingerspil og nøgne, ærlige og bevægende optræden, der rummede både kærlighed og bitterhed over tabet af denne. Han kunne næsten ikke få lov at slippe fra scenen. Det bliver et godt gensyn.

Charley Crockett

Charley Crockett på 32 er sanger, sangskriver og guitarist fra Texas, som lærte at begå sig, da han var gademusiker i New York og New Orleans. Siden 2015 har han sluppet hele fem albums, det seneste ”Lonesome As A Shadow”. Ifølge Rolling Stone blandt de bedste 25 country- og americana-albums i 2018, hvor han i øvrigt også udgav et album med fortolkninger af klassiske blues- og countrynumre.

Max Gomez er født i Taos, New Mexico og tilhører den nye generation af sangskrivere på den amerikanske folkroots-scene. Som 10-årig fik han en guitar i julegave og fik smag for den klassiske americana. Senere skrev han egne sange, flyttede til Los Angeles og mødte den succesfulde Shawn Mullins, som han skrev sange med. Max Gomez debuterede i 2013 med sit album “Rule The World” og har også udgivet en EP.

Singer/songwriter Dan Sultan kan man efter aflysning sidste år glæde sig til. Han er stor i Australien med sin rå soul-lyd, der bl.a. har givet ham ARIA Awards (australsk Grammy), Deadly Awards og National Indigenous Awards. De fokuserer på musik fra Australiens oprindelige folk, som hans mor er en del af. Det er Sultan som indlevende soloartist, vi skal opleve, selv om han også kan præstere energisk soulrock med band, og i den egenskab har varmet op for Bruce Springsteen down under.

Dan Sultan

Adam Holmes & The Embers – velkommen tilbage til jer. 28-årige Holmes er klar frontmand, kommer fra Edinburgh, hvor han startede med violin som sit første instrument. Men det er nu hans sang, sangskrivning og guitar, der har overtaget. Siden debuten “Heirs and Graces” fra 2014 har han udsendt “Brighter Still” i 2016 og “Midnight Milk” i 2017 foruden EP’en “The Midnight Hour” i 2018. Adam Holmes optrådte på TF sammen med bandet Rura i både 2015 og 16.

Sidst, men størst: De to danske topbands Jonah Blacksmith og Dreamers’ Circus. Ingen af dem behøver faktisk nærmere præsentation, for de har begge gjort sig voldsomt og dygtigt bemærket i de seneste år. Jonah Blacksmith lukkede Telt 1 i 2017 med en spektakulær koncert, og bandet giver til stadighed publikum helt specielle oplevelser, hvad enten de tager på turné med en filmkoncert eller leverer intime trio-koncerter. De synger på engelsk, og i musikken genkender man amerikanske folk- og country-inspirationer, selv om teksterne ofte kredser om livet i deres elskede Thy. Stemningen er storslået og universel.

Adam Holmes

Også Dreamers’ Circus er i en klasse for sig, og så vidt vides skal de her i 2019 på turne i USA. Og mon ikke de kan forføre amerikanerne med deres æteriske, intense og virtuose ’nordic music’? Definitely! At de i forgangne sommer satte musik til Færøernes fantastiske naturskønhed i Søren Ryges to TV- programmer på DR1 var endnu et ryk frem i den fine karriere, de sammen har skabt sig. Nikolaj Busk, Ale Carr og Rune Tonsgaard Sørensen på hhv. harmonika/piano, violin og cittern komponerer smuk og personlig musik, som skaber perfekt synergi mellem nordisk folkemusik, klassisk, jazz og elektronisk ambient. Resultatet er et forfinet klangunivers med drømmeriske sekvenser, dynamisk og flot folkemusik med et usædvanligt æstetisk udtryk.

 

Forsiden