De danske skoleelever er forkælede, men de ved det nok ikke. Men det er med ordningen Musik i Tide, som kort og godt går ud på at give alle skolebørn en livekoncert hvert år af en vis kvalitet.
Der udsendes i forbindelse med koncerterne diverse materiale til undervisningen, som omhandler den musik og det band, som eleverne skal opleve. Nogle af koncerterne bliver afholdt uden for skolerne, og så er der mulighed for, at både børnene og deres forældre kan få en musikalsk oplevelse. I Skive kan man således møde Trolska Polska til en familiekoncert søndag d. 3. april om eftermiddagen, men ellers bliver de fleste koncerter afviklet i skoletiden.
I det jyske kan man i de kommende uger høre østeuropæiske toner, når dansk-polske Eastwind spiller deres festlige musik med dansevenlige toner. Impuls Trio med de tre meget kompetente musikere Kristian Bugge, Jesper Vinther og John Bæk præsenterer deres smittende og energiske folkemusik. Trioen spiller også i det jyske, men afholder ligeledes fire koncerter i Hvidovre.
Fiolministeriet er på tur fra 5. april til 15. maj, når de drager rundt i det jyske med udgangspunkt i Rasmus Storms gamle nodebog. I samme spor er Svøbsk, som foruden nogle enkelte koncerter i Jylland tager rundt i det sjællandske med både traditionel og moderne folkemusik, der også kan give spjæt i arme og ben.
”Pigebandet” Zenobia lægger også fra land i det jyske, men slutter ligeledes af med en række koncerter i Kastrup og i Ishøj. Her giver trioen børnene smagsprøver på musik af Carl Nielsen med kendte sange, som de fleste kan synge med på. Og når Stine Michel og hendes orkester præsenterer det musikalske eventyr Himmelhøj bliver eleverne draget ind i sangerindens fantastiske og spændende eventyrunivers.
Så kommer kvartetten Basco med Jullie Hjetland i front rundt i det sydsjællandske plus to koncerter i København, og det bliver uden tvivl underholdende, når bandet giver den gas med både traditions- og instrumentalmusik.
Channe Nussbaum giver seks koncerter i hovedstadsområdet med både klezmer, tango, flamenco og cubanske toner på repertoiret. Duoen Wenzell & Bugge demonstrerer, hvordan ældre musik kan spilles i nye moderne fortolkninger ved en enkelt koncert på Frederiksberg. Og så kan Virelai give middelalderens folkeviser nyt liv, og her bliver der uden tvivl også danset i kæder og cirkler til de sjældne instrumenter, som bandet behersker.
Se mere på Levende Musik I Skolens hjemmeside. For selv om koncerterne er for eleverne, så kan det jo være, at man som forældre kan få lov at lytte med, når de mange spændende og dygtige bands forkæler børnene og de unge med deres musik.