Basco

Basco

Fredag 26. og lørdag 27. august mellem kl. 16 og 20 vil Klubscenen på årets Tønder Festival blive indtaget af Folk Spot Denmark. Her bliver præsenteret syv danske bands (et par med udenlandsk islæt) og et norsk, sidstnævnte som led i udvekslingen mellem den norske showcase festival FolkeLarm og ROSA. Fra Norge deltager duoen Odde & Holmen.

De syv øvrige bands er udvalgt af en gruppe internationale branchefolk, og arrangementet er  kommet i stand i et samarbejde mellem ROSA og Tønder Festival. Disse showcases vil blive overværet af ca. 40 branche- og mediefolk fra udlandet, og musikerne får på denne måde mulighed for at møde bookere, spillestedsansvarlige og mediefolk og dermed fremme deres karriere.

Himmerland Pressefoto

Himmerland Pressefoto

Udover den norske duo deltager Basco med Jullie Hjetland, Himmerland, Fru Skagerrak, Sherzandum, Fromseier & Hockings, Elof & Wamberg og sekstetten D.u. K.

Foruden altså de inviterede branchefolk kan publikum få en tur i den danske folkkarrusel, hvor man kan opleve mange forskellige genrer med traditionel dansk musik, svingende klezmer og balkantoner, spændende folk/verdensmusik, engelsk/keltisk musik med kant og meget mere. De to gange fire timer bliver musikkens visitkort både til branchefolkene fra mange lande og til festivalens publikum, som her får chancen for at høre, hvad den danske folkemusikscene kan præstere.