Årets DMA afholdes i Københavns Jazzhouse, hvor der uddeles i alt syv priser. Det har været et superflot folkår, er de fleste vist enige om, og i det hele taget er danske folkkunstnere og folkmiljøet inde i en rigtig god OP-periode. Kristian Leth, der i det forløbne år aktivt har tilsluttet sig folkemusikken, er aftenens konferencier. Billetter på www.billetlugen.dk  

Hvem vinder Danish Music Award-priserne for Årets Udgivelse, som Årets Autor, Årets Kunstner og Årets Talent? Og hvem skal modtage Traditionsprisen, vinde som Årets Spillested og løbe af med Tingluti Prisen?

Helene Blum

Helene Blum

Det ved vi alt sammen, når DMA-prisaftenen nærmer sig sin afslutning kl. 23 lørdag aften den 30. november. Den starter kl. 18, og så går det afsted med uddelinger og musik undervejs. Den musik spilles af en musiker, der i mange år har ramt musiklyttere i Danmark meget bredt, nemlig Allan Olsen, Afenginn, Trias feat. Camilla Skjærbæk og afsluttende et bal med Harald Haugaard (der ikke er nomineret i år), Nikolaj Busk og Ale Carr (som er) og Hugo Rasmussen. 

Blandt de nominerede til årets statuetter er i høj grad Helene Blum, som har muligheden for at bringe tre styks hjem til Fyn for sit meget fine album ”Men med lukkede øjne”, som nu afdøde Torben Bille skrev så smukt om: ”Det er dansk musik ubesmittet af tidens modernitetsjag, og det får den paradoksalt nok til at virke lyslevende og – moderne.” Flotte ord, der faktisk godt kan bruges om en hel del folkemusik!  Helene Blum er nomineret for årets udgivelse, som årets autor og som årets kunstner.

De andre nominerede for årets udgivelse er Trias for ”Trias”, Various (forskellige kunstnere) for ”Woody på dansk”, Himmerland for ”New Roots Music From Denmark” og Dreamers’ Circus for ”A Little Symphony”. Som årets autor er foruden Blum også Jonas Kongsted/Trias, Peter Uhrbrand/ ”Neo Traditional ISM”, Nikolaj Busk/Dreamers’ Circus, Søren Krogh/Hardcore Troubadur og Ale Carr/Dreamers’ Circus.

Nomineret som årets kunstner er Lars Lilholt, Ale Carr, Ditte F. Hockings, Habadekuk og Helene Blum. Årets talent skal findes imellem: Barrow, Fjärin, Dreamers Circus, Elof & Wamberg og Trolska Polska. Traditionsprisens vinder bliver enten: Veteranen Peter Abrahamsen, Zenobia, Lasse Vestergaard og Habadekuk.

Ale Carr. Fotos: Per Dyrholm

Ale Carr. Fotos: Per Dyrholm

De nominerede og deres albums har man i årets løb (i al ubeskedenhed) kunnet læse anmeldelser af her på rootszone.dk.   

Årets Spillested findes ved afstemning, som foregår på FolkDanmark.dk frem til 18. november. De nominerede er Thy Folkemusik, Halkær Kro, Klaverfabrikken/Buddha Folk Club og Dagligstuekoncerter på Maglerbrænde Gl. Skole. Særligt gives Tingluti Prisen ”som en særlig anerkendelse til en eller flere, der i sit virke inspirerer til og igangsætter folkemusikalske udfoldelser i Danmark”.

DMA er arrangeret af Foreningen Folk Danmark i samarbejde med ROSA, IFPI, Jazzhouse, DJBFA, DAF og DMF.