Når det nye år oprinder, drager de studerende fra Syddansk Musikkonservatoriums folkemusiklinje på turné i det ganske land. Det sker fra 10.-17. januar.
Violinstuderende Elisabeth Dichmann, som er blandt arrangørerne af januarturnéen, sig: ” Det, der samler os som folkemusiklinje og individer, er folkemusikkens uovervindelige våben: Inklusion. Folkemusikken er til for fællesskabets skyld. På mange områder er det her, folkemusikken adskiller sig fra andre genrer. Den er inkluderende – og det er vigtigt i al sin enkelhed”.
12 studerende fra folkemusiklinjen deltager, og de bliver forstærket af tre studerende fra konservatoriets fællesnordiske folkemusikuddannelse samt af en pianist fra Jysk Musikkonservatorium og en bassist fra verdensmusiklinjen i Göteborg.
”Vi lærer den danske melodi- og danseskat at kende og lærer samtidigt at skabe vores egen folkemusik. Vi synes, at det er spændende, hvad folkemusikken var engang. Men også hvad den er i dag, og hvad den kan blive til i morgen”, fortæller fløjtestuderende og medarrangør Mette Qvist-Jensen.
På repertoiret kan forventes et bredt udvalg af både nykomponeret folkemusik og traditionel dansemusik i nye og gamle klæder. Derudover kan høres et nyskrevet nummer af Bjarke Falgren og traditionel folkemusik arrangeret af Kristine Heebøll.
Turen begynder søndag 10. januar i Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg og slutter i Roskilde. Imellem disse to koncerter spiller det store orkester i Sabro, Vestervig, Christiansfeld, Hillerød, Toreby og København, men se kalenderen for tidspunkter og spillesteder.