Andy Irvines koncert på Halkær Kro lørdag aften og mit skriv her på siden i forbindelse med den gav mig enorm lyst til at lytte på en af hans soloudgivelser – når nu jeg ikke kunne overvære hans liveoptræden. Så i dag har jeg lyttet og med stor glæde til en CD, han indspillede i løbet af 1999, nemlig Way Out Yonder. På denne måde får vi på rootszone.dk lejlighed til at tage endnu en tur ned af mindernes boulevard, og det vil vi prøve at gøre med jævne mellemrum. Har DU lyst til at byde ind med et album, så skal du være velkommen.
De mere end 50 minutters musik fordelt på ni numre er noget af en tour de force. Det skyldes i høj grad Andy Irvine, hans sangskrivning, den blide, stærke, udtryksfulde stemme og de mange instrumenter, han selv spiller (mandolin, bouzouki, hurdy-gurdy og en meget veloplagt mundharmonika). Men samtidig er han omgivet af navnkundige musikere som Steve Cooney, Liam O’Flynn, Declan Masterson, Dermot Byrne, Brendan Power, Lindsey Horner Cormac Breatnach og Máire Breatnach samt hans ikke-irske musikvenner Rens van der Zalm og Nikola Parov – foruden backingvokalerne Phil Callery, Lynn Kavanagh og Mandy Murphy. Alle instrumenter spilles til perfektion, og det hele går op i den berømte højere enhed. Bare smukt hele vejen igennem.
Hver enkelt sang er (som vanligt) en fortælling, og i covernoterne har han forklaret baggrunden for dem – ofte med udgangspunkt i historisk/politiske hændelser, som f.eks. Gladiators, der indleder albummet. Der er The Highwayman, på hele 9.16 minutter, men ikke et sekund for langt. Egentlig et digt af Alfred Noyes (1880-1958), som canadiske Loreena McKennitt har sat i musik. Men her ”tilhører” den Andy Irvine, og sådan er det med alt, hvad han laver. Born in Carrickfergus er med musik og ord af Irvine, men bygger på en autentisk historie om en katolsk dreng, der voksede op i 1970’erne i et protestantisk kvarter under ”the troubles” i Nordirland. Titelnummeret er instrumentalt og i den balkan-tradition, som Irvine blev fascineret af allerede tilbage i tresserne under sine rejser i Østeuropa. Moreton Bay rummer i sit udtryk al den irske melankoli, og i sange som denne rummer hans stemme en blidhed, der kærtegner ordene. I When The Boys Are On Parade er den legesyg og munter.
Åh, det var et godt genhør med Andy Irvine og de andre enestående musikere på Way Out Yonder. TO gode genhør faktisk.
