Inden man får set sig om, er det atter tid for uddelingen af årets Danish Music Awards Folk. Prisuddelingen er efter nogle år igen flyttet ud af København, og i år finder den sted i Tønder Kulturhus den 26. november kl. 20.00, hvor følgende priser skal uddeles:

DMAstatuetteÅrets Udgivelse bliver givet til et album, som er udgivet fra 1. juli 2015 og til og med 30. juni i år. Her har rootszone.dk bl.a. anmeldt Fru Skagerrak med Skagerrak, Danmarkar’n med Bragr, Galdr med Asynje og Lydom, Bugge & Høirups album Gangspil, men selvfølgelig er der mange flere emner til prisen.

Årets Komponist og Årets Sangskriver kan meget vel findes inden for den samme gruppe, som bliver nomineret til ovenstående, men der er dog den betingelse, at man ikke kan blive nomineret både som komponist og sangskriver.

Årets Musiker og Årets Sanger skal have været aktiv på scenen på både spillesteder og ved festivaler og have et stærkt personligt udtryk. Til nomineringen kan det både være en solist eller et medlem af en gruppe.

Vinderen af Årets Nye Talent bliver afgjort ved en afstemning 18. november i Odense. Her skal de nominerede ikke-etablerede grupper eller solister give en 20 minutter lang koncert, og ud fra denne liveoptræden stemmes der så.

Årets Traditionspris uddeles til en person eller gruppe, som gennem levendegørelse, fordybelse og formidling af den danske traditionsmusik har holdt den musikalske tradition ved lige inden for genren.

Endelig uddeles prisen som Årets Folk Spillested. Det kan dog også være en festival eller anden koncertarrangør, som har haft fremgang og har styrket sin position for et aktivt virke for genren og dets publikum med et godt program og koncept. Denne pris afgøres af en jury bestående af musikere.

Der kan købes billetter til 125 kr. på billetten.dk Se også http://www.tonderkulturhus.dk/event/danish-music-awards-folk/

Det er muligt at indstille og nominere kandidater indtil 9. oktober. Læs meget mere om reglerne for indstillingssystemet på: http://www.folkdanmark.dk/?page_id=1241