Et requiem er i sin oprindelige betydning en katolsk dødsmesse og i sin af tiden afledte stadig en form for ode til de afdøde. Derved et titlen på nærværende EP sørgeligt aktuel i relation til den dansk-svenske sanger, guitarist med mere, Perry Stenbäck, som på trist vis døde af cancer i sommer.

Perry Stenbäck

Perry Stenbäck insisterede på at tage afsked med livet ved trods sygdom og svækkelse at gennemføre nogle sidste indspilninger. Det blev til tre sange med hans egne melodier og en enkelt, ”Må din väg bli lätt at vandra”, tillige både forfattet og sunget af ham selv. Til de to øvrige sange, ”Eufori” og titelsangen ”Jag tror på det goda”, har han tonsat tekster af svenske venner og kolleger og har sønnen Robert Dueholm Stenbäck på den ledende vokal.

Det fortæller noget om Perry Stenbäck, at han med døden foran sig afrunder med sange, hvis indhold er en hyldest til livet. Han ønsker det bedste for os alle i en fast tro på det gode og kærligheden trods tab og modgang. I den sammenhæng må tanken rette sig imod det tragiske tab for få år siden af familiens yngste søn i en færdselsulykke.

Perry Stenbäcks iørefaldende melodier er i pagt med tekstindholdet rolige og eftertænksomme, dog er ”Eufori” mere livfyldt og dansende, hvilket formentlig ikke er en tilfældighed. Sangene er indspillet med de kompetente musikene fra hans og hustruen Christine Dueholms orkester Dekadans, tilføjet en række andre, herunder blæsere.

I savnet af Perry Stenbäck må vi glæde os over den forbilledligt livsbekræftende afsked, som han hermed som en sidste gave har ydet os. Sangene kan høres på alle relevante digitale tjenester.