”Til et Folk de alle hører, Som sig regne selv dertil”, som Grundtvig skrev …
På den ene side er det vigtigt at vide, hvem man er, på den anden side bliver jeg lidt ked af den her kvalitative definitionsleg. For den ender uvægerligt bl.a. i det spor, hvor man skiller nogle fra, som dog alligevel har deres udspring i et tilhørsforhold til hele den store og mangfoldige ting, der er alment kendt som folkemusik.
Min egen position er, at da Huxi Bach på scenen (ved DMA 2016 i november) præsenterede det første band og gjorde opmærksom på den gale professor med alle computerne og maskinerne, ja, så var det mig, han snakkede om. Det var en præsentation, jeg var glad for. For den indeholdt mellem linjerne en påstand om, at folkemusik ikke er et dødt museumsobjekt, men kan udvikles videre ind i den nutidige musikalske virkelighed uden af den grund at give afkald på sin identitet.
Når vi så kaster os ud i at prøve at definere rammerne for, hvad folkemusik er, og dermed også for hvad det ikke er, så ender vi i noget, der på nogle parametre diskvalificerer noget, som vi da ellers er nogle stykker, der gerne vil have med i familien.
Det orkester, jeg optrådte med – Mallebrok – er på ingen måde akustisk baseret. Tværtimod. Og mit eget bidrag i orkestret er det mest fremtrædende eksempel på det faktum. Så den definition dumper vi på. Vi indbyder heller ikke til deltagelse i form af “grib-dit-instrument-og-spil-med”. Vi arbejder med arrangementerne og indbyder folk til at lytte, lade sig glæde over de stærke tekster og melodier og (forhåbentlig) også over den indpakning, vi vælger til musikken. Så heller ikke der lever vi op til en definition, der også er i spil i debatten.
Men vi tager udgangspunkt i de gamle ballader og det materiale, som spillemandstraditionen har overleveret til os i nutiden. Enten (oftest) ved at spille materialet i egne versioner og i enkelte tilfælde ved efter egen ringe evne at tilføje til arven ved at komponere nyt materiale, der tager tråden op. Det placerer os klart og tydeligt i folkemusikgenren, og de tilbagemeldinger vi har fået, også efter DMA, tyder på, at det er vi ikke nødvendigvis de eneste, der kan høre.
Jeg kan i sagens natur kun tale for mig selv: Jeg elsker den nordiske folketone, herunder også den danske. Den er en del af mit musikalske DNA. Den rører mig dybt. Den rykker i mig med sit vilde og særlige swing. Den er med til at fortælle mig, hvor jeg kommer fra. Og jeg bygger videre på den tone og fortæller videre på den fortælling i en stor del af mit skabende, musikalske virke, pt. i særdeleshed i Mallebrok. Jeg spiller det ikke for at bevare en skrøbelig historisk kilde, der smuldrer som gammelt pergament, hvis ikke man behandler den med respekt. Jeg spiller det, fordi det er en slidstærk musik- og historietradition, der på smuk og fornem vis overlever, at jeg har bevæget mig fra det klaver og harmonika, som jeg før i tiden har leveret til skiftende folkemusikensembler, til den laptop, synthesizer og mixerpult, der i dag er mit instrumentarium.
Jeg regner mig selv til det folk, der består af folkemusikere og spillemænd, og vil insistere på dermed også at høre dertil, for nu at vende tilbage til Grundtvig. Og så gør det mig faktisk lidt ked af det, at vi skal snakke om genredefinitioner på en måde, som (sandsynligvis utilsigtet) kommer til at skubbe nogle væk fra scenen. Jeg kunne ønske mig, at vi kunne snakke om folkemusik på en inkluderende måde, der kan fortælle om alt det, som folkemusik også kan være – snarere end at forsøge at afgrænse det.
De to tidligere indlæg blev bragt hhv. 12. og 18. december og kan læses længere nede på siden.
Jeg er helt enig med Mondrup. Det var sjovt nok – og måske typisk for tiden – også Grundtvig der kom mig i hu, da jeg læste de forskellige indlæg.
Der findes ikke nogen i denne verden der har autoritet eller viden nok til at fortælle mig om jeg spiller folkemusik eller ej. Det afgøre mit hjerte, og ingen andre heldigvis.
Men derfor kan man måske godt undre sig lidt over at der var så lidt forholdsvis traditionel folkemusik som blev nomineret til f.eks. Årets Danske Album på DMA Folk i Tønder.
Det er nok især et spørgsmål om hvordan arrangørerne sammensætter de udvalg som nominerer, udfra hvem der indstilles.
Og om hvem der lige får taget sig sammen til at indstille sit album til DMA Folk, i en verden hvor ansvaret for den slags ofte ligger hos bandet selv, i stedet for hos en manager eller et pladeselskab.
Måske udkom der måske heller ikke ret meget trad-musik i perioden juli 2015 – juli 2016. Og så videre, og så videre.
Hvis man gerne vil styrke den traditionelle folkemusik – og det vil jeg f.eks. gerne – så kunne man jo stifte en pris og en prisoverrækkelse som specifikt fokuserede netop på denne vidunderlige del af den farverige og mangfoldige danske folkemusikverden, det ville give mening.
Kunne det muligvis være en spændende opgave for Danmarks Rigsspillemænd? Eller er det måske netop det de har gjort, bare på deres egen måde?
Nu har vi så 3 “artikler” her på Rootszone, der tager fat på emnet om hvad folkemusik er.
Der er ikke kommet så meget debat endnu (kommentarerne er også spredt ud i 3 forskellige afsnit)
Hvordan kommer vi videre?
Jeg søgte lidt på nettet for jeg huskede Johann Gottfried von Herder, som en slags fader for begrebet folkemelodi.
Derfra stødte jeg på en artikel af Kristine Heebøll, som kommer ganske godt omkring begreberne og de forskellige definitioner:
http://www.sdmk.dk/om-sdmk/nyheder-og-presse/nyhedsarkiv/nyhed/artikel/folk-oeh-musik.html
Måske kunne vores nye organisation på området lave en årlig konference om emnet og samle aktørerne og få sat fokus på mere end blot begrebsdiskussionen?
Vi kunne måske komme med bud på hvordan vi faciliterer, videndeler og hjælper de mange, der arbejder under denne genrebetegnelse?
I min optik er begrebet folkemusik frit for enhver.
Helt banalt skal det forståes som folks musik – hvor “folk” i princippet kan være os alle.
I en kulturpolitisk kontekst bliver det til en såkaldt genre – ganske enkelt fordi, det er kulturpolitikkens behov for nogle lav-praktiske greb i forbindelse med sin udmøntning.
Popmusik eller jazz er lige så meget folks musik, som den musik, der puttes ind i statens officielle genre.
Men i den kulturpolitiske kontekst har vi alle brug for at præcisere/definere, hvad vi taler om og derfor laver vi “kasser, der passer”!
Så kan vi hver især have forskellige kulturpolitiske holdninger og mål, hvilket naturligt medfører, at vi også diskuterer om “kasser, der passer” er et gode eller et onde eller begge dele.
Personligt hælder jeg til det sidste.
Det er nemlig skidt når kasseinddelingen skaber splid eller bidrager til at nogle musikudtryk ikke anerkendes/holdes udenfor fælleskabets muligheder.
Men det er omvendt godt, hvis kasserne er med til at sikre, at majoritetsmusikken ikke sætter sig på hele sendefladen/tilskudsmulighederne.
Det er jo overvejende slagsmålet om anerkendelse eller penge, der gør, at nogen overhovedet gider at spekulere i genrer. Men dette slagsmål er en realitet, som vi alle må forholde os til.
At der så er en lang række slagsmål inde i kampen, som man kan trække frem – f.eks. slagsmål mellem original musik og kopimusik, mellem køns-forskelligheder, mellem tradition og fornyelse – bidrager selvfølgelig til forvirringen, ligesom nogle vel også har rent fag-tekniske slagsmål, der skal afvikles for at livet er til at holde ud.
Sammenfattende mener jeg derfor, at nede i den musikfaglige dagligdag er der reelt ikke mange andre relevante slagsmål end de rent personlige, hvorimod det – i en politisk kontekst – grundlæggende er relevant at strides om kasserne og præmisserne for disse.
Og helt konkret er jeg derfor ked af, at man har valgt at smide “kassen” med folkemusik ud til fordel for en uspecifik position som en del af verdensmusikken.
Men måske er der nogle dagsordner, interesser eller underslagsmål, som jeg bare ikke har blik for eller kendskab til? Mit fromme håb er, at de musikpolitiske beslutninger og handlinger ikke skader nogen form for god musik – men kun rammer den dårlige – så skal det nok gå.