Tønder Festival har igen annonceret flere navne! Det første handler om en ny kvintet, der består af skotske Eddi Reader, irske Cathy Jordan, svenske Sofia Karlsson, Väsen-guitarist Roger Tallroth (og jo, Väsen kommer også) og Gustaf Ljunggren på alt muligt. Konstellationen blev en realitet, måske ved et tilfælde…? Det skete, da de fem optrådte sammen den aften i november, da Ljunggren blev Årets Gudman. Det var da også et samarbejde, der gnistrede og vakte berettiget begejstring. Et unikt samarbejde på tværs af grænser.
Albumaktuelle Signe Svendsen kommer i eget navn i år. Efter omkring et årti på scenen med Niels Hausgaard, også på den igangværende DK-turné, har hun i de senere år har vist sit eget store potentiale som sangskriver. Første eget album, ”Ny Passager”, kom i 2010, i 13 kom ”Kun De Faldne Rejser Sig Igen” og for ganske nylig kom ”Rift”, igen i samarbejde med producer Lars Skjærbæk Begge, hvis ikke alle tre albums, har kastet veritable hits af sig, der er blevet råspillet på bl.a. P4. De er også virkeligt gode, og det samme gælder selvfølgelig Signe Svendsens sang. Hun er uddannet på det Rytmiske Musikkonservatorium i 2003, og så er hun kendt for MGP-sammenhængen for længe siden. Hun er i høj grad rykket videre og har vist og bevist sin egen dybde og modenhed i sin sangskrivning. Den hører fint til i folk-singer-songwriter-verdenen, men hun ”Strejfer” helt naturligt ind på mange andre scener med sin personlige Signe-sound.
Disse to er et must for bluegrass-lovers: Dobro-ekvilibrist Rob Ickes og sanger & guitarist Trey Hensley, som just har spillet tre koncerter i Danmark. Duoen har bluegrass og country i DNA’en og i den grad også i fingrene, så der er med god grund langt fremme i første række på den amerikanske roots-scene. Ickes har vundet titlen ”Bluegrass Dobro Player Of The Year” hele 15 gange og har spillet med bl.a. Alison Krauss og countrylegenden Merle Haggard, som desværre døde i går på sin 79 års fødselsdag. RIP. Trey Hensley stod allerede på scenen på The Grand Old Opry i Nashville som 11-årig, og han både skriver gode sange og flytter guitarfingrene forbandet hurtigt.
Peatbog Faeries satte i 1990’erne nye standarder for folk og electronica og udgav for 20 år siden debuten ”Mellowisity”, som startede en bølge af såkaldt ’celtic fusion’ sammen med Afro Celt Sound System. De var pionererne omkring mikset mellem folk, trance og psychedelia, men er nu mere organiske i deres lyd. Deres landsmænd, de fem unge musikere i The Elephant Sessions, kommer med deres egen elektrisk ladede traditionsmusik og er et bud på ny neofolk fra Skotland. De fik fine anmeldelser for debutalbummet ”The Elusive Highland Beauty” fra 2014 og fik samme år prisen ”Up And Coming Act Of The Year” ved Scots Trad Awards. De trykker den af, skulle vi hilse og sige.
Det gør Ross Ainslie og Jarlath Henderson også, og det ved et stort publikum allerede, også i Tønder. Skotske border pipes og irske uillean pipes mødes superbt, når de to hælder hurtige reels og smukke airs ud af piberne og fløjterne. Da de i 2008 fyrede op under AC/DC’s ”Thunderstruck”, var Tønder-publikummet ellevilde – med god grund. De afsøger grænserne for deres instrumenter og keltiske traditioner, som opdateres med nye arrangementer og egne kompositioner. Både Ross Ainslie og Jarlath Henderson har meget mere på deres CV’er med diverse bandsammenhænge og egne roste soloalbums.