Lørdag d. 19 september bliver der stor spillemands- og dansefest på Himmelev Skole. For Roskilde Folkedanserlaug fylder 40 år, og det skal selvfølgelig fejres på behørig vis. Egentlig starter festen allerede kl. 11.00 på Stændertorvet i Roskilde, hvor netop Folkedanserlauget (naturlivis) byder op til dans med ”Knuds Venner”. Fra 11.30 er der ”Åben spilleliste”, altså spontant samspil og fortsat dans.

Perry Stenbäck

Perry Stenbäck

Aftenens store jubilæumsfest finder sted i Festsalen på Himmelev Skole, Ollerupvej 5 og starter kl. 18 med festmiddag, hvis man har tilmeldt sig den – ellers kan det lige nås endnu. Under og efter middagen synger Perry Stenbäck sange af Cornelis Vreeswijk. (Tilmelding senest 16. september til jensmarkvard@gmail.com, pris 150 kr. uden drikkevarer, der kan købes i baren).

Kl. 20.00 starter Roskilde Spillemandslaug ballet. Entré 100 kr. Efter tale af byens borgmester Joy Mogensen spiller Rejseorkestret, og senere spiller Michael Graubæks kvintet Bastard. Det bliver en festlig aften med fremragende spillemandsmusik på både traditionel og nyfortolket vis og med op til flere rigsspillemænd, traditionel folkedans og Emblas performancedans i Rikke Rasmussens opsætning. Spændvidden i vore dages folkemusik og folkedans bliver åbenbar, når Roskilde Folkedanserlaug trækker et dansemæssigt og folkemusikalsk perspektiv fra starten i 1975 og frem til nu – men ikke nødvendigvis i lige linje.

Det bliver et brag af en fest, lover bestyrelsen, og alle er velkomne. Yderligere oplysninger: Jens Markvard Andersen, jensmarkvard@gmail.com telef.:43 62 12 13 og 61 60 11 04 samt hjemmesiden: www.lirumlarum.dk