Hovedparten af den musik, vi hører, har et naturligt flow. Det naturlige ligger i opbygningen i takter, stykker og ophold, samt i harmonikken. Disse rammer gør det nemmere at spille og huske – men de kan også brydes. Gøres det ubevidst lyder det som fejl, men gøres det bevidst, er det en musikalsk udfordring. Mange skolede musikere nægter at bryde disse matematiske regler, men det er naturligvis enhver komponists ret, at bryde reglerne. Ja, spørgsmålet er, om ikke det er forfriskende at lege med musikkens indre regelsæt.
Det er netop, hvad Stefan Colind har gjort. I stedet for at plagiere eksisterende kompositioner af letfordøjelige harmonier og rytmer, så præsenteres vi for en hel del knudrede kompositioner, som ved første gennemlytning giver flere hov-oplevelser. Ting vi ikke lige ventede – og dog?
Stefan Colind er, trods sin unge alder, en erfaren bluegrassmusiker. Han kan sit traditionelle repertoire, men foretrækker at gå nye veje. Siden 1994 har han spillet i orkestrene Train 45, Sugar Hill og New City Cowfreaks. Hans hovedinstrumenter er banjo og mandolin, og det er også hans evner på disse instrumenter, og som ikke overgås af mange herhjemme, der bliver vist frem på hans nye soloprojekt.
Der går langt imellem danske bluegrassplader, men når det oven i købet er en instrumentalplade, og udelukkende med egne kompositioner, så er det meget unikt. Han har indkaldt musikalsk hjælp fra gamle venner som Jesper Rübner-Petersen, guitar og Thomas Haglund, fiddle samt Jan Ekman, dobro. De er alle esser i europæisk bluegrass, og giver nogle flotte bidrag her.
Lyt til cd’en og få et personligt bud på, hvordan moderne akustisk folkemusik kan lyde, samt et forsøg på at tilføre bluegrass’en et nyt touch. Alligevel er mine favoritter valsen ”Losing The Mill” samt footstomperen ”Off To Camp”, begge numre, der er mest traditionelt opbygget og udført. Men et frisk pust i dansk musik med både keltiske og især nordamerikanske rødder.
Stefan Colind: “The Strings Alive Projekt”
Gateway / Strings 001 (2010)
Claus Hellgren Larsen