Katzenjammer, som senest spillede på Tønder Festivalen, spiller snart i Århus og København, som led i bandets syv ugers Europaturné. 1. november spiller de norske jenter på Voxhall i Århus og dagen efter på Vega i København, begge spillesteder går det løs kl. 21.00.

Kvartetten kan bl.a. andet præsentere deres nye album ”A Kiss Before You Go” og med deres medrivende, muntre, løsslupne blanding af balkan, bluegrass, punk og folk kommer tilhørerne ikke til at kede sig.

Rootszone har talt med de fire musikalsk farverige piger Marianne Sveen, Anne Marit Bergheim, Solveig Heilo og Turid Jørgensen.

”Vores nye album består af helt nye numre og af nogle, som vi har gået og arbejdet på i de seneste par år. Vi var i Nashville og lave en masse sange, men det endte med, at kun et nummer kom med på den nye cd,” fortæller Solveig og tilføjer:

”Men det var en fin tur, og vi fik da et album på gaden. Så var vi en uge på en gård hjemme i Norge, og her fik vi lavet albummet færdigt. Så det kan være vi bruger alt det, vi lavede i Nashville, på den næste cd.”

”Vi er blevet mere erfarne både som mennesker og musikere efter vore mange rejser rundt i verden, og det har påvirket vores musik, men det er stadig ”typisk Katzenjammer-musik” – sådan maritimt dampende, ja dampskibsmusik, fortæller Turid og Anne Marit grinende, mens Marianne kommer med lyde, som en damper.

”Så vi kan stadig lide at lege og have det sjovt, men ikke så det går ud over vores præstation på scenen. Men det er vigtigt, at have det sjovt, selv om vi spiller meget,” siger Solveig, og Marianne tilføjer med et stort smil:

”Vi pjatter mere og spiller bedre og elsker at glæde publikum.”

Katzenjammer er også kendt for at spille på alverdens instrumenter, blandt de mest almindelige er balalajka, trompet, banjo, trommer, guitar og harmonika, mens klokkespil, xylofon og ukulele indgår blandt de øvrige.Koncerterne er alt andet end kedelige, når de fire charmerende kvinder giver den gas med en energisk og stormfuld optræden, hvor de skifter pladser på scenen, lige så ofte som de skifter instrumenter.

www.katzenjammer.no/

http://voxhall.dk/

http://vega.dk/