Mens man nyder indian summer, og temperaturen sniger sig over de 20 grader, så kan det være svært at tænke på en vinterfestival netop nu. Men Strib Vinter Festival bliver afholdt 8.-11. februar 2024, og vi ved jo, hvordan tiden flyver. Derfor er det nu tid til at købe partoutbilletter, mens de er på tilbud! De koster faktisk kun 780 kr. netop nu.

De første navne er klar, og på programmet er amerikanske Laura Oakes, der allerede som 18-årig stod på Nashvilles legendariske Grand Ole Opry-scene, som betød, at hun realiserede sine drømme om at blive helhjertet countrysangerinde. Hendes flotte og besnærende stemme kan høres herunder.

Lars Lilholt

Lars Lilholt bliver uden tvivl et af festivalens mest populære navne med sit populære repertoire af mange kendte sange. Til gengæld er nordjyske Mads Toghøj Band et mere ubeskrevet blad, men sanger og sangskriveren, der lægger navn til bandet, har mange gange optrådt på Skagen Festivalen. Trioen Mallemuk bliver også et spændende bekendtskab med deres fortolkninger af indie kombineret med nordisk folkemusik.

H.P.Lange har tidligere spillet i Strib i forskellige konstellationer. I 2024 bliver det sammen med Paul Banks på mandolin og guitar. Så her kan forventes en omgang velspillet blues, lidt roots og sydstats-inspirerede melodie, foruden de gode historier, der følger med.

Sanger og sangskriver Katinka Bjerregaard har trods sin unge alder allerede været med i flere teaterstykker. Hun kommer på scenen i Strib i spidsen for Katinka Band sammen med bandets producer Simon Ask. De blev bl.a. kendt for ”2000 meter i frit fald”.

Et af Danmarks kendteste folkemusikbands er Phønix (øverste foto), som her næsten er på hjemmebane. De vil præsenter både traditionelle melodier, der oftest får et twist, og nykomponerede sange, der oftest bliver suppleret med Karen Moses dejlige vokal. Men man ved aldrig helt, hvad kvartetten serverer, da de både spiller kirke, børne- og familiekoncerter, koncerter med dansegruppen Embla, og de har også haft den kinesiske musiker Sangka med på flere ture rundt i landet.

https://guf-stribvinterfestival.dk/svf/