I september 15 udgav det danske band med den sanger og guitarist Ole Frimer i front albummet ”Live at Blues Baltica”. Det blev indspillet på en festival i Eutin i Tyskland og udgivet på danske LongLife Records, og blev vel modtaget herhjemme med en række fire- og femstjernede anmeldelser i danske medier.
Nu har det vist sig, at udenlandske medier med fokus på blues også kaster roser efter bandets album. Indtil videre er det anmeldte mere end 20 steder som f.eks. tre i Frankrig, seks i Tyskland, i Schweiz, Østrig, Belgien, Nederlandene, Norge, Sverige, Finland og flere i USA. Desuden har to engelske medier givet ”Live at Blues Baltica” hhv. syv og ni ud af de 10 stjerner, man åbenbart uddeler der.
Bandet melder, at der løbende kommer anmodninger fra flere lande om at modtage albummet til anmeldelse i deres magasin eller netavis. De gode anmeldelser har betydet, at albummet spilles flittigt rundt omkring i Europa og USA, og den har endog været ugens CD på flere radiostationer.
Billtown Blues Association, USA, skrev i sin anmeldelse: “Det bliver ikke bedre – selv i hjertet af Chicago”, og Nordische Musik i Tyskland skrev: ”Ole Frimer Band hører absolut til i toppen af den europæiske bluesliga”. Danske bibzoom.dk skrev en lang, fin anmeldelse, hvorfra vi blot citerer: ”Albummet holder. Hundrede procent. Og må gerne spilles højt”.
Der er mange flere anmeldelser af samme skuffe, og de viser alle, at Ole Frimer himself sammen med sit band er højt respekteret alle mulige steder. Bandet består desuden af Palle Hjort på keyboards, Jesper Bylling, bas, og Claus Daugaard, trommer.
Herligt at danske blues- og folkbands hyldes så varmt så mange steder i udlandet.