Efter turné til Norge og Sverige stoppede Kelsey Waldon op i Tønder og gav to skønne koncerter, hvor man kunne lytte til og nyde uforfalsket amerikanske country af høj kvalitet.
Der var melankolske lejrbålssange, uptempo-ballader, smukke kærlighedssange, men først og fremmest et bredt sortiment af country, bluegrass og hillbilly-musik. Blandt andet flere numre fra sidste års udgivelse”No Regular Dog#, som har fået mange roser fra de amerikanske anmeldere.
Sangerinden fra Kentucky fortalte kort til rootszone.dk: ”Det er første gang, jeg er i Danmark. Jeg har allerede følt, at publikum her er meget respektfulde og lyttende og håber at det er fordi, folk kan lide mine sange og musik.”
Kelsey Waldon bød også på poetiske sange om livet og flere tekster om længsler og drømme. Også med moderne rytmer, der fik os tilbage til nutiden med en charmerende optræden. Det var uden de vilde armbevægelser, så man blot kunne nyde at lytte til hendes kønne stemme og gode melodier.