Rune Tonsgaard Foto: Per Dyrholm

Rune Tonsgaard Foto: Per Dyrholm

D. 28. oktober uddeles Kronprinsparrets årlige Priser for 10. gang, og det sker sandelig med manér i år. Festligheden fejres nemlig med et stort show i et af verdens fineste koncerthuse, Sydney Opera House, der har 40 års fødselsdag netop nu, og prins Frederik og kronprinsesse Mary er naturligvis selv til stede.

Fire priser skal uddeles, og én af prismodtagerne er violinisten Rune Tonsgaard Sørensen, kendt fra Den Danske Strygekvartet og fra folkemusikgruppen Dreamers’ Circus. Han får ligesom sangerinden MØ en Stjernedryspris. En af værterne ved showet er Nikolaj Koppel, som boede i Sydney i seks år, da hans far var direktør for netop Operahuset i Sydney

Dreamers’ Circus er et af de rigtig hotte navne på den danske folkemusikscene i øjeblikket, så de er (naturligvis) med i det verdensberømte operahus. Igen er det dejligt at kunne konstatere, at folkemusikken får større og større opmærksomhed, og at nogle vitterligt gør sig særligt bemærket. Fornemt at Rune Tonsgaard Sørensen modtager en Stjernedryspris, og at der er så meget bud efter ”drømmernes cirkus”, som foruden prisvinder Rune består af Nikolaj Busk og Ale Carr.

Bandet har eksisteret i fire år og har på kort tid opnået stor anerkendelse og succes i ind- og udland, både for deres roste album ”A Little Symphony” og for deres koncerter med bl.a. Copenhagen Phil, Kristian Leth, Den Danske Strygekvartet og Rishab Prasanna. Besøget i Sydney Operahus, der som nok bekendt oprindeligt er den danske toparkitekt Jørn Utzons værk, betegner de selv som det hidtil absolutte højdepunkt i karrieren. Husk at prisfesten bliver vist på DR1 på mandag d. 28. oktober kl. 20.

http://www.dreamerscircus.com/