Som nævnt i artiklen til højre for denne er England et rent slaraffenland, når det kommer til folk-festivaler. Alligevel falder mange sikkert ligesom jeg selv ind i vanen med at tage til den samme festival hver gang, og for mig gælder det Fairport’s Cropredy Convention. Festivalen i Oxfordshire kommer vidt omkring musikalsk med store navne og bands, vi ikke her (endnu) har hørt om og mange forskellige musik-input. Men alle 16 navne på årets festival, nr. 40 i rækken, bidrager til at skabe et multifarvet patchwork af musik med mange flotte overraskelser ind imellem dem, man (jeg) kender.
Fairport Conventions egen festival kan i år fejre 40 års jubilæum, selv om den spæde start vist gik lidt før. I alle årene er den foregået på en stor skrånende mark lige ved den yndige, idylliske landsby Cropredy, der også lægger et større antal marker til for de mange teltcampister. Her er kun en enkelt scene, hvor de koncerterne afvikles i løbet af torsdag, fredag og lørdag – i år er datoerne 8.-10. august. Her slipper man for at haste rundt til en anden scene, så snart en koncert slutter. Nej, man får lige en pause og tid til at fordøje oplevelsen, inden et nyt band går på. Fairport Convention indleder akustisk torsdag eftermiddag og afslutter for fulde gardiner og med gæster lørdag aften. Programmet er rigeligt spækket, for den lille landsby skal man også lige nå et smut til.
I år glæder jeg mig især meget til igen at høre Seth Lakeman (vokal, violin, guitar og meget mere), som har spillet på Tønder Festival i al fald et par gange. Den nu 42-årige musiker har været med på folkscenen siden sin pure ungdom og har i de seneste mange år spillet under eget navn med stor succes. Hans karriere har været brolagt med anerkendelser, senest for hans niende studiealbum, The Well Worn Path, fra oktober 18. Han er en karismatisk sanger med en unik stemme, multiinstrumentalist og har som sangskriver sjælen dybt nede i folk-og folkrocktraditionen.
Da Robert Plant udgav sit 11. album, Carry Fire, i slutningen af 2017, indbød han Seth Lakeman til ikke bare at spille med hans band, The Sensational Space Shifters, på den følgende turné, men også til at spille sit eget åbningssæt på en lang række kæmpekoncerter over hele verden. Så det gik der en del af 2018 med sideløbende med indspilningen af The Well Worn Path. Til det har Lakeman udtalt, at ”jeg elsker at spille med Robert, han er sådan en venlig mand og en af de bedste rocksangere i verden. Det har været en drøm at spille ved siden af ham og hans verdensmusikere. Men mit hjerte ligger i min egen musik, og det er den, jeg altid vil vende tilbage til”. Men man må sige, at han i al fald ofte går ad helt nye stier – trods ovennævnte albumtitel.
Men tilbage til Cropredy, hvor jeg også ser stærkt frem til et genhør med legende og superstjerne Richard Thompson, der stadig stråler efter +50 år som guitarist, sanger og sangskriver. Lige så spændende og også fantastisk en musiker og sanger er engelske Martin Simpson, vistnok stadig bosat i USA, som altid leverer høj kvalitet, kan det hele: Engelsk folk, amerikansk oldtime, blues med mere og kun bliver bedre med alderen (66). Også det relativt nye skotske band Tide Lines (2016) er et godt bekendtskab med deres musikrødder fra både det skotske højland, øerne mod vest og fra Glasgow. Deres sange rummer elementer fra alle de steder, og den gæliske indflydelse er stærk. De ankommer direkte fra koncert i Schweiz (og før det Spanien), og efter flere andre koncerter spiller de på Tønder Festival 23. og 24. august. The Waterboys er i høj grad stadig på banen med Mike Scott i front, og deres miks af keltisk, folk og rock skal nok blive vel modtaget. Bandet spiller et hav af koncerter i år rundt omkring i verden, bl.a. 26. juli på Fuji Rock Festival i Japan. Dagen efter Cropredy spiller de allerede i Frankrig.
Med Gogol Bordello fra New York, men med tydelige rødder i Østeuropa er vi igen i en helt anden boldgade. Det sprudlende, energiske band vil skabe endnu en ny stemning (mon ikke det bliver sen aften?) blandt det (især) engelske stampublikum, som altid ser ud til at hygge sig gevaldigt i medbragte havestole og på tæpperne med mad og drikke til hele dagen (ellers er der masser af madboder). Martin Barre, guitaristen fra Jethro Tull, sparker sikkert også numse, og mon ikke Dave Pegg spiller med her i 50-året for det engelske band?
Så kommer vi endelig til nogle kvindelige musikere. Den unge trio Wildwood Kin, to søstre og en kusine fra Devon, som bringer os smukt ned i gear, og fra den lidt ældre årgang den i England kendte konstellation, Daphne’s Flight. Fem folk-, blues- og soul sangere, der impulsivt fandt sammen i 1995 på Cambridge Festival. Det er de hver for sig kendte sangerinder Christine Collister, Julie Matthews, Chris While, Melanie Harrold og Helen Watson, som nok skal vække begejstring med deres stemmer og charmerende udstråling. ”Projektet” har haft stor betydning for kvindernes rolle i engelsk folkemusik. Endnu en kvinde finder vi i bandet Caravan fra Canterbury, nemlig Pye Hastings. Frank Turner & The Sleeping Souls sørger for alternativ folk, punk og country. Will Pound, mundharpe, og Eddy Jay, harmonika, spiller både hver for sig og sammen. Lil Jim giver os et par skud zydeco med videre, og guitaristen fra hhv. Sensational Alex Harvey Band og Nazareth, Zal Cleminson, rocker sammen med sine Sindogs. Som sædvanlig underholder stemningsskaber og morgenmand Richard Digance også.