I aften, onsdag d. 16. oktober, uddeles dette års folkemusikpriser for 21. gang. Uddelingen finder denne gang sted i Manchester, som samtidig (i dagene 15.-19. oktober) afholder Manchester Folk Festival. Prisuddelingen og festen foregår i The Bridgewater Hall med den kendte folk-radiovært Mark Radcliffe som tovholder. Radio 2 Folk Awards fejrer den meget levende engelske folkscene og skaber opmærksomhed omkring den, og prisdagen er en af de vigtigste i folkemusikkalenderen. Der sendes live på BBC Radio 2 kl. 20 til 22 og på BBC Sounds. Producer er 7Digital.

Som “Folk Singer of the Year” er følgende nomineret: Gwilym Bowen Rhys, Lisa O’Neill, Olivia Chaney og Ríoghnach Connolly. Altså en enkelt mand og tre kvinder. I “Best Duo or Group” finder vi Catrin Finch & Seckou Keita, Stick in the Wheel, The Breath og The Rheingans Sisters. Og “The Horizon Award” vil tilfalde en af følgende: Brìghde Chaimbeul, Kinnaris Quintet, Kitty Macfarlane og The Trials Of Cato.

Som nogle sikkert har bemærket her, så er de fleste nævnte ikke synderligt kendte her i landet, men det kan sagtens komme. Den engelske folkscene har mange populære navne, som endnu ikke har spillet her hos os. I næste kategori, ”Best Traditional Track”, ser vi et af navnene fra den førstnævnte, nemlig Lisa O’Neill med Factory Girl, featuring Radie Peat (fra Lankum og en af sidste års vindere). Desuden er Ffoles Llantrisant af VRï, The Foggy Dew af Ye Vagabonds og The Reedcutter’s Daughter af Jimmy Aldridge & Sid Goldsmith nomineret.

Kathryn Tickell & The Darkening Foto Georgia Claire

I “Best Original Track” ses igen Lisa O’Neill med Blackbird samt tre navne, der er godt kendt her: Karine Polwart (øverste foto) med I Burn But I Am Not Consumed, Kathryn Tickell & The Darkening med Spells Out og Kris Drever med Scapa Flow 1919. ”Best Album”-prisen går til enten Flook med Ancona, The Trials of Cato (igen) med Hide and Hair, Catrin Finch & Seckou Keita med Soar og sandelig igen Lisa O’Neill med Heard a Long Gone Song. Årets bedste album er blevet valgt af Radio 2-lytterne.

”Musician of the Year” bliver enten Jenn Butterworth, Mohsen Amini, Sam Sweeney eller Seckou Keita, der altså også er nomineret flere gange. Der uddeles også en Lifetime Achievement Award, og det er allerede for et stykke tid siden annonceret, at den går til irske Dervish, som i år har fejret deres 30 års-jubilæum. Og de spiller naturligvis ved showet ligesom flere andre kendte bands. Sidste år gik denne award til den irske musiker og producer Donal Lunny. Ligeledes skal endnu et navn have plads i Radio 2 Folk Awards Hall Of Fame som den sjette efter hhv. Nick Drake, Sandy Denny, Woody Guthrie, Ewan MacColl og Cecil Sharp.

I aftes afholdtes The Young Folk Awards, hvor otte bands eller solister var shortlistet. Hvem der vandt, blev afgjort på stedet, og dennes navn afsløres i aften. Normalt vil flere berømtheder være til stede ved prisfesten for at uddele de forskellige priser.