På Atlas i Aarhus kan man i aften 25. oktober opleve et spændende og ambitiøst amerikansk band, der serverer deres helt egen indie-folk-americana-skramle-musik. På scenen vil der foruden de relevante, almindelige instrumenter som guitar, bas, trommer med mere også være, som bandet selv oplyser, ”diverse objekter, der laver larm”. Og hvis showet følger den lagte plan, så kan alle forvente at lette eller svæve ”fem-seks centimeter over gulvet! Det sker jævnligt”, hævder de.
The Low Anthem (foto fra bandets facebook-side) har spillet i Danmark før, bl.a. indtog de Open Air-scenen i Tønder på festivalen for NOK tre år siden. De indtog ikke hele publikummet på den store plads, som måske fandt bandet en smule for eksperimenterende og ikke alle blev. Hvilket var synd, for det blev en fremragende koncert, hvor der konstant skete noget nyt og anderledes. Musikken brød igennem de mange effekter og distraktioner, og gav man sig tid til at gå med ind i deres sound-univers, blev det en meget frydefuld time i deres selskab. Jeg tror, at man roligt kan forvente og glæde sig til en meget interessant og anderledes aften på Atlas og på Loppen i København på fredag d. 28. oktober. Godt nok kan The Low Anthem vel fortolkes som ’den lavmælte hymne’, men der er mange variationer over det tema.
Bandet fra Rhode Island begyndte i 2006 som duo. Guitaristen og sangeren Ben Knox Miller og Jeff Prystowsky, kontrabas og trommer, udgav sammen et par albums, før Jocie Adams kom med i 07 på vokal og klarinet. The Low Anthem fik noget af et gennembrud med den tredje CD, ”Oh My God, Charlie Darwin” og fulgte op med ”Smart Flesh” foruden soundtracket til filmen Arcadia i 2102. Adams er nu i gang med en egen karriere og blev i 2013 afløst af Florence Wallis, vokal og violin. Med sig har bandet, der har udviklet sig til en kvintet med Bryan Minto og Andy Davis (og andre før dem), deres nyeste udspil ”Eyeland” på vinyl og CD.
I et interview har Ben Knox Miller fortalt, at alle deres sange er ”ligeværdige og vævet ind i hinanden. At være på tur betyder, at vores sange udvikles og øves, så musikken nærmest selv kan ’gå’. At spille dem bliver en spirituel øvelse og et ritual, som får sin egen stemme, og sangene snos ind i nogle dybere dimensioner. Det er ligesom at løbe: Det er ikke sjovt, hvis man bare gør det en sjælden gang. Det bliver bedre, jo mere man gør det. Med musikken er det akkurat det samme. Så derfor elsker vi især lange turneer”.
Og altså med koncerter i Aarhus og København med en afstikker til Stockholm indimellem. Go, go, go.
